Sidst opdateret: 21. aug. 2012
Der findes mange myter om medicin og danske apoteker, men det er slut nu for her kommer fakta.
Myte om fortjeneste på medicin
Apotekerne tjener fedt på dine piller.
Nej
Det enkelte apotek får et honorar på 16,61 kr. per receptpakning (8,61 kr. pr. pakke apoteksforbeholdt håndkøbsmedicin) til dækning af alle udgifter til løn, husleje, varme, renter osv. Uanset om pakken koster 30 kr. eller 1.000 kr. Det er en af de laveste apoteksavancer i Europa, og bruttoavancen for hele sektoren på knap 20 pct. af omsætningen er på samme lave niveau som supermarkeder og discountforretninger. I optikerbranchen er bruttoavancen eksempelvis tre gange så høj.
Myte om den billigste medicin
Apotekerne tilbyder ikke kunderne den billigste medicin.
Jo
Apotekerne sparer hvert år danskerne for 1,9 mia. kr. ved at skifte lægens dyre ordinerede medicin ud med en billigere kopi. Det er kun ca. ½ promille mindre end den maksimalt mulige besparelse. I visse tilfælde udleverer apoteket ikke det billigste lægemiddel, fx fordi borgeren ønsker at få udleveret det mærke, vedkommende kender, eller fordi der er sundhedsfaglige hensyn, som taler for at udlevere et andet produkt.
Myte om medicinpriser
Medicinpriserne er høje i Danmark
Nej
Skarp priskonkurrence sikrer, at priserne på medicin i Danmark er lave i forhold til andre lande. Danmark har nogle af Europas laveste priser på kopimedicin, hvor konkurrence er mulig. Kun patentbeskyttet medicin er lidt dyrere end et europæisk gennemsnit, fordi industrien ikke har konkurrence og frit kan fastsætte priserne.
Myte om tilfredshed
Borgerne er utilfredse med den ringe service og tilgængelighed på apotekerne.
Vidste du, at den gennemsnitlige ventetid på landets apoteker er blevet halvandet minut kortere siden 2008, og nu kun er på 3 et halvt minut?
Nej
Ni ud af 10 danskere er tilfredse eller meget tilfredse med apoteket som de kender det i dag, med afstanden til nærmeste apotek, med patientsikkerheden og med den sundhedsfaglige rådgivning på apoteket.
Myte om ventetid
Ventetiden på apoteket er lang.
Nej
Apotekerne har siden 2008 nedbragt den gennemsnitlige ventetid med halvandet minut - fra fem minutter til tre minutter og 30 sekunder. Og kun 3,1 pct. af kunderne venter mere end 10 minutter. Også dette tal er dalende pga. apotekernes fortsatte, målrettede indsats mod ventetid.
Link til ventetidsmåling
Myte om rådgivning
Over halvdelen af medicinbrugerne behøver ikke rådgivning. De er i fast behandling med et eller flere lægemidler og kender derfor deres medicin godt.
Nej
Udsagnet strider mod al eksisterende dokumentation. Mindst hver tredje kroniker tager ikke deres medicin som anvist, langt størstedelen af alle medicinproblemer vedrører kronikere, og den enkelte medicinbruger ved ikke selv på forhånd, om der er behov for rådgivning om medicinen eller ej. Rådgivningen sparer hvert år danskerne for over 3 millioner lægebesøg, skadestuebesøg og hospitalsindlæggelser. Langt størstedelen vedrører kronikere.
Myte om sundhed og liberalisering
Man kan sagtens liberalisere apotekssektoren, uden at det går ud over sundhedshensyn. Det viser erfaringerne fra liberaliserede lande.
Nej
Internationale erfaringer viser, at de forventninger, der knytter sig til en deregulering af apotekssektoren - om øget konkurrence, forbedret tilgængelighed, lavere priser og fastholdt høj sundhedsfaglig kvalitet - oftest ikke kan opfyldes i praksis. En liberalisering kan ikke gennemføres uden at gå på kompromis med hensyn til kvalitet og sikkerhed i lægemiddeldistributionen, og uden afgørende forringelser af
tilgængeligheden i yderområderne.
Myte om farmaceutejerskab af apoteker
Der er ingen grund til, at kun farmaceuter må ejer apoteker. Bare der er krav om en ansat driftsansvarlig farmaceut, kan kvaliteten og sund-
hedsfagligheden sikres.
Jo
Det er ejeren, der i sidste ende sætter standarden for de ansattes adfærd i det daglige. Hvis ikke ejeren er en sundhedsprofessionel, vil rene driftsøkonomiske profithensyn, kunne overskygge hensynet til sundhedsfaglig kvalitet og sikkerhed samt hensynet til uafhængig, uvildig rådgivning. EU-domstolen har i to domme afsagt i maj 2009 slået fast, at ingen andre reguleringer på samme måde som kravet om farmaceutejerskab kan sikre en uafhængig, uvildig sundhedsfaglig rådgivning. Heller ikke krav om ansættelse af en driftsansvarlig farmaceut.