Sidst opdateret: 3. jul. 2008
Af Raben Rosenberg, professor, dr. med.
Hvad er heroin?
Heroinen hæmmer nervesystemets funktion og dæmper bl.a. vejrtrækningsrefleksen. En for høj dosis kan lamme vejrtrækningen og føre til døden.
Heroin er et opioid eller opiat. Dvs. et stof udvundet fra opiumsvalmuens saft. Af valmuesaften udvindes først råopium, hvoraf man fremstiller morfin og kodein. Morfin kan herefter omdannes til heroin.
Kunstigt fremstillede (syntetisk) opioider som fx metadon har tilsvarende virkninger.
Opiater ændrer hjernen kemisk ved at påvirke de signalstoffer, som nervecellerne anvender til at kommunikere med hinanden. Opiater efterligner virkningen af de signalstoffer, som kaldes endorfiner. Under rusen opstår der en kraftig ubalance i endorfinernes naturlige funktioner.
Forskellig slags heroin
Heroin bliver forhandlet på det illegale marked som et hvid eller brunt pulver.
Det smugles ofte ind i en meget ren form og fortyndes senere af forhandlerne, fx med mælkesukker eller talkum.
- Hvid heroin er et hvidligt pulver. Det indtages gennem næsen (sniffes) eller sprøjtes direkte ind i blodet. Hvid heroin kan ikke ryges.
- Rygeheroin er et brunligt pulver, der kan ryges eller indsprøjtes.
Styrken, dvs. mængden af rent heroin, varierer mellem 30 og 90 % fra blanding til blanding. Styrken kendes ikke på forhånd, og det medfører en stor risiko for overdosis.
Meget stærkt, næsten rent, heroin kaldes "dræberheroin".
Rusen
Heroin kan sniffes gennem næsen, ryges eller sprøjtes ind i direkte blodbanen.
Den hurtigste virkning opnås ved indsprøjtning. Suset varer få minutter og opleves som et udtalt fysisk og psykisk velbehag.
Herefter varer selve rusen 3-4 timer. Den føles som en rar ligegyldighed, så hverdagens problemer synes betydningsløse. Angst, vrede og kedsomhed forsvinder. Dagligdagens behov og krav bliver uvedkommende.
Appetitten dæmpes, personen bliver sløv og åndedrættet nedsættes, så heroin kan være livsfarligt ved at lamme vejrtrækningen.
En heroinpåvirket person virker sløv og døsig, med uklar tale, usikker gang og meget små pupiller.
Tilvænning og afhængighed
Heroin og andre opioider forårsager en udtalt kraftig tilvænning. Efter få dages regelmæssig brug skal man have stadig mere stof for at opnå den samme virkning.
Tilvænnede narkomaner kan tåle doser, der ville slå en ikke-tilvænnet ihjel. En tilvænnet narkoman bruger op til 100 gange så meget heroin om dagen, som da misbruget begyndte.
Kroppen indstiller sig på at fungere med heroin. Når stoffet holder op med at virke, melder voldsomme abstinenserne sig med tåreflåd, næseflåd, sveden, gaben, let feber, udvidede pupiller, hjertebanken, blodtryksstigning og søvnbesvær.
Symptomerne kan blive meget svære, og misbrugeren vil gøre næsten alt for at skaffe penge til stof. Derfor er kriminalitet og prostitution tæt forbundet med misbrug af heroin. Abstinenserne varer normalt ca. 1 uge.
Psyken vænner sig også til heroin. Længslen efter suset og rusen er en stærk drivkraft til at tage stoffet igen.
Andre skadevirkninger
En heroinmisbruger har ofte et blandingsmisbrug. Dvs. at vedkommende også misbruger bl.a. alkohol, sovepiller, nervemedicin og hash.
Narkomanen spiser en dårlig og ensidig kost, der kan give mangelsygdomme.
Indsprøjtning indebærer bl.a. risiko for leverbetændelse og HIV/AIDS, såfremt flere mennesker anvender den samme kanyle.
Hos kvindelige narkomaner kan misbruget beskadige fostret. Professionel behandling, så tidligt i graviditeten som overhovedet muligt er afgørende for at forebygge alvorlige skader hos barnet.
Overdosis
Heroinen hæmmer nervesystemets funktion og dæmper bl.a. vejrtrækningsrefleksen. En for høj dosis kan lamme vejrtrækningen og føre til døden.
Risikoen for forgiftning er særlig høj for ikke-tilvænnede. Den heroinforgiftede skal hurtigst muligt under lægebehandling.
Metadon og buprenorfin
Metadon er et kunstigt fremstillet opioid, der bruges i behandling af stofmisbrugere. Dets virkning ligner heroins, så det kan fjerne abstinenserne. Metadon kan bruges som erstatningsstof i en længere periode, så stofmisbrugeren får tid og kræfter til at komme i en bedre sundhedstilstand og opbygge sit sociale liv.
Metadon fremkalder også afhængighed og kan misbruges. Virkningen indtræder langsommere, og misbrugeren oplever ikke "suset". Som medikament tages metadon i flydende form under opsyn, fx hos den praktiserende læge eller på apoteket.
Buprenorfin bruges også i behandlingen af stofmisbrugere og har enkelte fordele i forhold til metadon, bl.a. endnu mindre rusvirkning og risiko for overdosering.
Lovgivningen
Det er forbudt at indføre, udføre, sælge, købe, forarbejde og besidde heroin.
Straffen for at overtræde loven går fra advarsel eller bøde ved stofmisbrugeres besiddelse til eget forbrug, og op til 10 års fængsel for indsmugling og forhandling af større partier.
Man kan også straffes for at bruge penge, som er tjent ved handel med heroin.
Her kan du få hjælp
Det kan kræve professionel hjælp at komme ud af et misbrug. Kontakt den praktiserende læge eller kommunen.
Fra den 1. januar. 2007 er det kommunen, der er ansvarlig for både forebyggelse og behandling af stofmisbrug, så kontakt din kommune, hvis du har brug for hjælp. Du kan få rådgivning, støtte og behandling for forskellige former for misbrug.
Serviceloven indeholder en bestemmelse om behandlingsgaranti for stofmisbrugere over 18 år, og i visse tilfælde også for de helt unge misbrugere. Garantien betyder, at kommunen skal iværksætte et behandlingstilbud senest 14 dage efter henvendelsen.
Kilde: www.netstof.dk