Kokain

Hvad er kokain?

Kokain har i århundreder været brugt som rusmiddel og som hjælp mod træthed. Det virker lokalbedøvende, og den egenskab blev tidligere udnyttet i lægemidler. I dag forhandles kokain ikke legalt.

Det udvindes af bladene fra coca-planten.

    Efter længere tids brug af kokain kan personen udvikle alvorlige psykiske forstyrrelser, som præges af vrangforestillinger og hallucinationer.
  • Kokain er et hvidt pulver af krystaller med en let bitter smag. I pulverform kan det sniffes gennem næsen, spises, drikkes eller indsprøjtes direkte i blodet.

  • Crack er en basisk form for kokain, der er forarbejdet til små hårde flager eller klumper i hvide, beige eller gråsorte farver. Modsat normalt kokain kan crack ryges. Derfor virker det ekstra hurtigt, men indebærer større risiko for overdosis og død.

  • Freebase er en anden form for rygekokain, der har samme virkning som crack.

Kokain ændrer hjernen kemisk ved at påvirke de signalstoffer, som nervecellerne anvender til at kommunikere med hinanden. I hjernen forstærker kokain først og fremmest virkningen af signalstoffet dopamin, der spiller en meget vigtig rolle for indlæring og belønning af adfærd og dermed for gentagende indtagelse af kokain.

Rusen

Kokain påvirker centralnervesystemet på næsten samme måde som amfetamin, dvs., at det virker stimulerende, opkvikkende og appetitnedsættende.

Når kokain ryges, indsætter virkningen i løbet af 5-10 sekunder og varer 20-40 minutter.

Når kokain sniffes gennem næsen, indsætter virkningen langsommere, topper i løbet af en halv time og varer i alt 60-90 minutter.

Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes, herunder angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Personen virker overaktiv, selvcentreret, dominerende og er svær at tale fornuftigt med. Pupillerne er udvidede, og musklerne er spændte.

Umiddelbart efter rusen kan der følge en ganske voldsom nedtrykt sindstilstand.

Tilvænning og afhængighed

Uden stoffet bliver personen irritabel, nervøs, rastløs, indadvendt og nedtrykt.

Kokain kan medføre en hurtigt indtrædende psykisk afhængighed, som præges af en voldsom trang til igen at indtage stoffet for at opnå dets rusvirkninger.

Skadevirkninger

Snifning af kokain irriterer næsens slimhinder kraftigt og fremkalder næseblod.

Alkohol og kokain virker modsat hinanden. Blandingen giver en uforudsigelig effekt med risiko for aggressiv adfærd.

Brug af kokain under graviditeten kan skade fostret.

Indsprøjtning indebærer bl.a. risiko for leverbetændelse og HIV/AIDS, såfremt flere mennesker anvender den samme kanyle.

Kokain kan nedsætte hjernens blodforsyning, så dele af hjernen bliver ødelagt. Kokain kan også svække hjertets funktion.

Kokain-psykose

Efter længere tids brug af kokain kan personen udvikle alvorlige psykiske forstyrrelser, som præges af vrangforestillinger og hallucinationer. Personen bliver sygeligt mistænksom, føler sig forfulgt og ser syner.

Denne kokain-psykose var normalt kun få uger.

Overdosis

Der er ikke ret stor forskel på den dosis, der fremkalder rusen, og den mængde, som kan medføre livstruende forgiftning.

En mindre alvorlig overdosis viser sig som koldsved, kvalme, opkastning, rysten og temperaturstigning.

En alvorlig kokainforgiftning kan føre til bevidsthedstab, krampeanfald, hjerterytmeforstyrrelser, hjertestop, åndedrætssvigt og meget høj temperatur.

Overdosis og forgiftning kræver øjeblikkelig lægebehandling.

Risikoen for forgiftning er størst ved rygning.

Lovgivningen

Det er forbudt at indføre, udføre, sælge, købe, forarbejde og besidde kokain. Det gælder alle former, også coca-blade.

Straffen for at overtræde loven går fra advarsel eller bøde ved stofmisbrugeres besiddelse til eget forbrug og op til 10 års fængsel for indsmugling og forhandling af større partier.

Det kan også straffes med fængsel at bruge penge, som er tjent ved handel med kokain.

Her kan du få hjælp

Det kan kræve professionel hjælp at komme ud af et misbrug. Kontakt den praktiserende læge eller kommunen.

Fra den 1. januar. 2007 er det kommunen, der er ansvarlig for både forebyggelse og behandling af stofmisbrug, så kontakt din kommune, hvis du har brug for hjælp. Du kan få rådgivning, støtte og behandling for forskellige former for misbrug.

Serviceloven indeholder en bestemmelse om behandlingsgaranti for stofmisbrugere over 18 år, og i visse tilfælde også for de helt unge misbrugere. Garantien betyder, at kommunen skal iværksætte et behandlingstilbud senest 14 dage efter henvendelsen.

Kilde: www.netstof.dk

 
Læs også:
Pollenkalender

Pollental9. februar 2012

Kbh.Vib.
AlternariaLav0
CladospMiddel0
Græs10

Sundhedstilbud

Lad apoteket hjælpe dig til et sundere liv.
 
Find apotekets tilbud i din kommune
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.