Sidst opdateret: 17. okt. 2008
Influenza er en luftvejsinfektion, som forårsages af influenza A eller B virus.
Sygdommen giver høj feber med kulderystelser, muskelømhed, hovedpine og udtalt utilpashed. Man har ofte lidt tør hoste og lettere synkesmerter. Symptomerne varer 3-5 dage og kan følges af 1-2 uger med træthed og nedsat fysisk formåen.
I nogle tilfælde tilstøder komplikationer som lungebetændelse forårsaget af bakterier, fx pneumokokker.
Mennesker, der i forvejen er svækket fx af sygdom i lunger eller hjerte-kredsløb, har en større risiko for alvorlige komplikationer. Især ældre mennesker risikerer et alvorligt og eventuelt livstruende sygdomsforløb.
Influenzavaccinen
Vaccinen består af dræbte influenzavirus.
Ved fremstillingen tages der hensyn til, at der findes forskellige slags influenzavirus, og at de forandrer sig noget fra år til år.
Vaccinen indeholder derfor forskellige typer influenzavirus fra år til år.
Hvem skal vaccineres?
Vaccination gives først og fremmest til mennesker, der løber en alvorlig sundhedsmæssig risiko under influenzaepidemier.
Det gælder følgende risikogrupper:
- Mennesker med kroniske lungesygdomme, hjerte-karsygdomme eller sukkersyge.
- Personer med andre sygdomme, når lægen vurderer, at influenza udgør en væsentlig risiko. Eksempelvis hvis tilstanden præges af et dårligt forsvar mod infektioner.
- Mennesker, der bor på plejehjem.
- Personer på 65 år eller derover.
Hos midaldrende og yngre raske individer anbefales vaccination ikke, da sygdommen kun sjældent medfører komplikationer. Andre grunde kan dog tale for at ville beskytte sig mod influenza med en vaccination.
Hvornår skal man vaccineres?
En influenzavaccination bør foretages i oktober eller november. Så er virkningen optimal gennem vinteren og det tidlige forår, hvor der kan forventes epidemier.
Vaccinationen bør gentages hvert år, fordi virus ændrer sig fra år til år.
Hvis man venter med at blive vaccineret til en epidemi er gået i gang, indtræder den beskyttende virkning for sent.
Har man feber, bør man først vaccineres 2 uger efter afsluttet sygdom. Har man haft en alvorlig sygdom, bør man vente en måneds tid med at blive vaccineret.
Influenzavaccination kan gives samtidig med en pneumokok-vaccination.
Hvor effektiv er vaccinen?
Influenzavaccination har en beskyttelsesgraden på ca. 70-90% hos yngre raske, men kun ca. 50% hos ældre. Nogle rammes derfor af influenza, selv om de er vaccineret.
Vaccinationen beskytter efter ca. 2-3 uger og holder i 6-12 måneder.
Man skal også være klar over, at ikke alle "influenza-lignende" sygdomme skyldes influenzavirus. Når andre vira er på spil, har vaccinationen ingen virkning.
Har vaccinen bivirkninger?
Virus i vaccinen er dræbt og giver derfor ikke influenza.
Man kan på stikstedet få forbigående hævelse og ømhed. 5% får let feber eller hovedpine dagen efter.
Vaccinen fremstilles ved at dyrke virus i hønseæg. Selv om den færdige vaccine er højt oprenset, kan den indeholde spor af hønseæg. Mennesker med kraftig overfølsomhed overfor hønseæg bør derfor ikke vaccineres.