Babymad

Modermælk er den bedste mad for dit barn de første 4-6 måneder. Er det ikke muligt at amme dit barn, skal barnet have modermælkserstatning.

Du kan tidligst starte på anden form for mad, når barnet er 4 måneder gammel. Du kan godt vente, indtil barnet er 6 måneder. På dette tidspunkt er barnets mave- og tarmkanal klar med forskellige enzymer til at fordøje anden kost end modermælk.

Du kan tidligst starte på anden form for mad end modermælk, når barnet er 4 måneder gammel.

Hvornår du skal starte afhænger også af, hvor parat barnet i øvrigt er. For, at barnet skal kunne spise skemad, skal det kunne skubbe maden tilbage med tungen, have kontrol over læberne, samt have kontrol over sit hoved og den øverste del af kroppen. Hvis barnet stadig nærmest sutter maden af skeen, og har svært ved at synke indholdet, er det ikke helt parat til skemad endnu.

Barnet kan også vise sig parat ved at vise interesse for jeres mad, når I drikker og spiser. Måske vågner barnet også oftere om natten, for at få mad. Det kan også være et udtryk for, at det begynder at få behov for noget mere mættende mad. Det er vigtigt at være opmærksom på, at måltiderne om natten ikke øges væsentlig i antal, da det er om dagen barnet skal mættes. Det kan dog kræve lidt standhaftighed for alle vil jo helst hurtigst mulig sove igen.

Skemaden

Det er en meget stor omvæltning for spædbarnet at skulle starte på skemaden. Indtil nu har det lille barn været vant til at ligge trygt og godt hos sin mor, og få bryst eller flaske. Nu skal barnet til at indtage maden på en helt ny måde. Barnet bliver enten placeret i en skråstol, eller sidder oprejst på skødet hos sin mor eller far.

Barnet skal vænne sig til at få en ske i munden og, at mad kan smage forskelligt. Grød og mos har en helt anden konsistens, og barnet skal lære at synke maden på en ny måde. Barnet kan ikke længere sutte maden i sig. Derfor skal man være indstillet på, at tilvænning til skemad kan tage lidt tid. Det er selvfølgelig forskelligt fra barn til barn, hvor hurtigt de vænner sig til skemaden. Det afhænger også af, hvor parat barnet er, på det tidspunkt hvor man starter.

Vær forberedt på, at der kan gå fra få dage til 2-3 uger.

Starten til gode og sunde kostvaner

Du skal som forældre være opmærksom på, at du allerede nu er med til at give dit barn gode og sunde kostvaner. Dette er vigtigt for, at barnet får den rigtige ernæring og de næringsstoffer, som det har brug for fremover. På den måde får du et mere tilfreds og veltilpas barn.

Start med at lære barnet at spise grød og grøntsagsmos, inden du giver det frugt. Det er for, at barnet vænner sig til, at mad ikke kun skal være sødt. Frugten skal barnet nok lære at spise senere. Undgå, eller begræns, sukker i barnets mad, søde drikke som saft og forskellige former for babyjuice.

Barnet skal vænne sig til, at der indimellem kommer nye madvarer med anden smag. Derved lærer det at spise varieret.

Samværet omkring maden

Små børn er meget følsomme overfor forældrenes stemninger, og reagerer på det. Hver især har vi som forældre nogle ideer om og grænser for, hvordan et måltid skal forløbe. Vi har også et stort ønske om, at vores børn skal spise godt af den mad, som vi lige har lavet til dem - med omsorg og kærlighed.

Hvis barnet afviser maden, eller ikke spiser så meget, kan vi føle os afvist som forældre. Men børn kan afvise maden af flere grunde. I starten skyldes det, at det er nyt for barnet, og det blot skal have lidt tid til at vænne sig til det nye. Barnet kan også reagere på stemninger omkring bordet eller, hvis barnet føler sig presset til at spise, kan det også ende med, at barnet afviser maden.

Det er derfor vigtigt, at barnet forbinder det at spise og sidde sammen omkring bordet med noget rart og hyggeligt. Det er forældrenes ansvar, at der er en god stemning ved bordet. Fra barnet er 8 måneder kan det sidde med ved bordet i en høj stol. Måske lidt tidligere ca. 6 måneder hvis barnet har trænet rygmusklerne ved leg i maveliggende stilling, så det ikke sidder og falder sammen i den høje stol. Barnet skal kunne sidde med rank ryg. Det lille barn også brug for at føle sig som en del af familien, ved måltiderne og elsker at følge med i hvad der foregår ved bordet under måltiderne.

Hvordan lærer jeg mit barn at spise med ske?

  • Du starter med kun et skemåltid om dagen, resten af måltiderne er stadig bryst eller modermælkserstatning. Dette for, at barnet og dets mave langsomt vænner sig til den nye kost.
  • Start på et tidspunkt af dagen, hvor barnet er frisk og veloplagt, fx omkring middagstid, efter at barnet har sovet. Det er svært at lære små børn noget nyt, hvis de er trætte.
  • Kun en ny ting/smag ad gangen, så barnet ikke bliver forvirret. Start fx med risgrød, og fortsæt med den samme slags grød, indtil barnet kan spise en hel portion, og du kan se, at barnet nu kan finde ud af at spise af skeen.
  • Efter at barnet har fået tilbudt grød, giver du bryst eller modermælkserstatning. På den måde bliver barnet mæt. Efterhånden er det kun tørsten, som barnet får tilfredsstillet ved brystet.
  • Omkring 4-5 måneders alderen kan barnet begynde at lære at drikke af en kop. Du kan give barnet vand fra den kolde hane.
  • Når barnet har spist en hel portion grød i en uges tid, kan du begynde på et måltid mere, med en ny slags grød. Her starter du på samme måde, og lader barnet selv bestemme farten. Samtidig med, at barnet spiser mere og mere skemad, vil det tage mindre fra brystet, og på den måde trappes amningen ud.
  • Hver gang du starter på en ny smag, skal du give barnet det samme 3-5 dage i træk for, at barnet kan vænne sig til den nye smag. På den måde finder du også ud af, om der er noget som barnet ikke kan tåle.
  • Du må aldrig presse barnet til at spise. Når barnet viser tegn på, at det ikke vil have mere mad, stopper du med at give det mad.
  • Ved 6 måneders alderen kan barnet begynde at få et stykke brød eller en bolle at gnave af. Barnet vil gerne selv sidde med brødet, frugten eller grønsagen, mærke maden med fingrene og opleve hvordan konsistensen er. Barnet vil efterhånden vise større og større interesse for at spise selv, og skal have lov til at øve sig.

Hvis barnet ikke vil spise

Hvis dit barn ikke rigtig vil spise skemaden, kan du holde en uges pause og så prøve igen. Efter denne uge har barnet glemt modviljen, og I starter på en frisk. Det kan også være, at der er enkelte ting, som barnet ikke vil spise. Så holder I ligeledes en pause med den enkelte ting. Det er ikke altid smagen barnet reagerer på, men det, at det er noget nyt.

Hvor mange måltider skal barnet have?

Efterhånden som barnet vænner sig til at spise forskellig mad, skulle I gerne nå op på følgende måltider:

  • Morgenmad: Grød, bryst, modermælkserstatning eller sødmælk af kop.
  • Frokost: En anden slags grød, og fra barnet er ca. 8 måneder kan det også få rugbrødsnitter med forskelligt pålæg. Vand, modermælkserstatning eller sødmælk af kop.
  • Eftermiddagsmad: Frugt, fra 6 måneder evt. med yoghurt eller andre mælkeprodukter, som A 38, cultura eller tykmælk, evt. med revet rugbrød eller frugt. Vand eller sødmælk af kop. Bryst eller modermælkserstatning.
  • Aftensmad: Grøntsagsmos og senere også med kød. Vand eller sødmælk af kop.
  • Bryst, modermælkserstatning eller vælling inden barnet skal sove.

Udover disse måltider vil barnet stadig have brug for enkelte brystmåltider/flaske. Barnet vil selv vise, hvornår det er klar til at slippe de enkelte måltider, men det skal ikke være sådan, at brystmåltiderne er så mange, at de tager appetitten fra den faste føde. Husk også at tilbyde barnet vand mellem måltiderne.

 
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.