Trøske hos børn

Spædbørn får ofte trøske. Det er en forholdsvis uskyldig infektion, og nogle børn vil ikke lade sig mærke af den, mens andre børn kan have ondt, og det kan svie i de inficerede områder.

Årsager til trøske

Lettere trøskeinfektioner forsvinder af sig selv i løbet af få dage. Større trøskeinfektion skal selvfølgelig behandles.

Trøske er en svampeinfektion, som skyldes gærsvampen Candida albicans, der angriber slimhinden i munden. Den findes naturligt i både mund, tarm og skede. Spædbørn får ofte trøske. Det er en forholdsvis uskyldig infektion, og nogle børn vil ikke lade sig mærke af den, mens andre børn kan have ondt, og det kan svie i de inficerede områder. Trøske er egentlig betegnelsen for en forbigående Candida-infektion i mundhulen hos spædbørn.

Svampen Candida lever i mundhulen hos næsten halvdelen af befolkningen. Svampen bliver først et problem, når der af en eller anden grund sker en ændring i kemien i mundhulen, der favoriserer Candida på bekostning af de andre mikroorganismer i munden. Årsag til ændringerne er blandt andet behandling med antibiotika eller svækket immunforsvar pga. sygdom eller stress, fx efter en fødsel.

Typiske årsager til trøske hos børn

  • Børn bliver ofte smittet af moderen ved fødslen, hvis moderen har en svampeinfektion i skeden. Børn kan dog også blive smittede siden hen.
  • Trøske kan også være et udtryk for, at barnet endnu ikke har opbygget en balanceret mundflora.
  • Trøske kan opstå, hvis barnets modstandskraft er svækket på grund af anden sygdom, eller hvis barnet har fået antibiotika.

Smitten kan brede sig til moderens brystvorter via amningen og til barnets numse via barnets tarmkanal, så det er vigtigt at få behandlet infektionen med det samme.

Symptomer på trøske

  • Trøske i munden: Her viser infektionen sig som hvide belægninger på tungen, i ganen, på den indvendige side af kinderne og den kan brede sig helt ud på den udvendige side af læberne. Trøske i munden kan betyde, at barnet har svært ved at sutte eller spise.
  • Svampeinfektion på brystvorterne: Infektionen viser sig som rødme af brystvorten, og brystvorterne er ømme - både under og efter amningen. Moderen oplever smerten som en stærk brændende, kløende og sviende smerte, som stråler fra brystvorten ind i brystet, både mens barnet sutter og mellem amningerne. Vær opmærksom på, det ikke altid kan ses, at brystvorterne er angrebet af trøsken.
  • Svampeinfektion i bleområdet: Her viser svampeinfektionen sig som røde sammenhængende plamager omkring endetarmsåbningen og på kønsorganerne. Udslættet er hævet, og der kan være væskende blærer. I nogle tilfælde viser svampeinfektionen sig udelukkende i bleområdet.

Mælkebelægninger eller trøske?

Spædbørn har ofte hvide belægninger på tungen pga. mælkerester. Mælkerester farver også tungen hvid, men de kan skylles eller skrabes væk. Trøskebelægningerne derimod sidder mere fast og er lidt ophævede. De kan ikke fjernes på denne måde.

Det er ikke altid nemt at afgøre, om barnet har trøske, så spørg gerne sundhedsplejersken eller lægen.

Hvad kan man selv gøre?

Lettere trøskeinfektioner forsvinder af sig selv i løbet af få dage, og der er ikke grund til at gøre mere. Hvis der er tale om en større trøskeinfektion, skal barnet selvfølgelig behandles, og du kan starte med at prøve følgende:

  • Sørg for en god mundhygiejne hos barnet. Det gør du ved at rense munden flere gange om dagen fx i forbindelse med hvert måltid. Du renser munden med almindelig danskvand, da bruset/kulsyren i danskvand har en rensende virkning. Brug en vatpind, eller hjørnet af en stofble/engangsvaskeklud, som du dypper i danskvandet. Prøv så at skrabe belægningerne af med dette. Du skal sørge for at være omhyggelig, så du kommer omkring alle de steder i munden, hvor belægningerne kan ses.
  • God håndhygiejne er vigtig, både når du renser munden, og ved behandling af svampeudslæt i bleområdet. Du skal vaske hænderne før og efter behandlingen. Hvis du bruger suttebrik ved amningen, eller barnet bruger sutteflaske eller narresut, skal du også være omhyggelig med rengøring og kogning af disse. Barnet skal have en ren sut dagligt, og du skal undgå selv at putte den i munden. Køb evt. nye sutter, når svampebehandlingen er påbegyndt.

Medicinsk behandling

Trøske

Hvis trøsken ikke forsvinder ved ovenstående behandling eller, hvis der er tilbagefald, skal du kontakte din læge. Lægen kan give et mere effektivt svampemiddel, som kun kan fås på recept. Barnet kan få en opløsning til at drikke. Barnet kan også få et svampemiddel som gel. Gelen skal smøres på de inficerede områder, og her skal du også huske at behandle dine brystvorter med svampemidlet. Smør både brystvorterne og barnets mund lige efter amning. Behandlingen fortsætter 7 dage eller to dage efter at symptomerne er forsvundet.

Ved den medicinske behandling gælder de samme hygiejniske principper som ved ovenstående behandling.

Svampeinfektion i bleområdet

  • skift bleen hyppigt
  • tør huden tør grundigt ved hver skiftning
  • lad barnet ligge uden ble på indimellem, så der kan komme luft til huden. Husk at der skal være lunt nok i lokalet.
  • blæs eventuelt bleområdet med en hårtørrer, men vær opmærksom på om luften er for varm
  • behandl med svampemiddel ved hvert bleskift
  • smør kun et tyndt lag på, da virkningen af cremen bliver stærkere, når barnet får bleen på. Behandl i 7 dage, eller til 2 dage efter udslættet er væk. Efter endt behandling kan huden være lidt sart, nærmest pergamentagtig, og her kan det være en god idé at smøre med fugtighedscreme.

Det er en god ide at snakke med din sundhedsplejerske eller læge inden behandlingen, så du er sikker på, om dit barn har en svampeinfektion.

 
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.