Graviditet og alkohol

Graviditet og alkoholDet er meget forskelligt, hvordan vi reagerer på alkohol, og hvordan vi nedbryder det igen. Det afhænger af, hvor meget vi plejer at indtage, om vi spiser mad samtidig, vores kropsvolumen osv.

Men ét er, hvordan vi som voksne reagerer på alkohol, noget andet er hvordan et ufødt barn reagerer. Netop det at barnet er ufødt og dermed er under udvikling, at cellerne vokser og deler sig hele tiden, gør det ekstra følsomt overfor alkohol. Fakta er, at alkohol virker som et organisk opløsningsmiddel og derfor kan påvirke barnets vækst, udvikling mm.

Ændring af vaner

Rigtig mange kvinder oplever, at de – godt hjulpet på vej af kvalmen – ikke længere har lyst til fx et glas rødvin, så snart de bliver gravide. Lugte- og smagssansen ændrer sig og bliver ekstra følsom og ofte smager netop alkohol bare ikke godt længere. Måske er det naturens måde at beskytte det ufødte barn? Derfor er det for de fleste gravide ikke spor svært at lade være med at drikke alkohol. Nogle har måske aldrig drukket, eller kun drukket ganske lidt og kan slet ikke se at det skulle være noget problem.

Andre fortsætter med et mindre forbrug, for helt ærligt ”betyder det nu også så meget? Der er så meget man ikke må, når man er gravid!”

Og ja, det kan virke som et helt ”forbuds-land” du træder ind i, så snart prøven er positiv. Men det er også sandt, at det virkelig betyder meget hvad du ryger, drikker og spiser undervejs. Gevinsten ved fx at holde op med at ryge er stor - specielt for det ufødte barn. Se artiklerne om ”Graviditet og kost” og ”Graviditet og rygning”.

Måske tilhører du den lille gruppe af kvinder, som synes, det er rigtig svært at acceptere, at de ikke bestemmer suverænt over eget liv – og legeme – længere. Du synes, at det er hæsligt at skulle tage hensyn, tænke dig om og i det hele taget begrænse dig selv i forhold til, hvad du har lyst til at indtage.

Det kan være rigtig svært at ændre vaner, og fakta er da også, at du stadig selv bestemmer. Men fakta er også, at hvis du som gravid forsøger at være ligeglad og forsætter med fx at drikke alkohol, så kan det have endog alvorlige konsekvenser for barnet. Dette siges ikke med en løftet pegefinger, det er unødvendigt og gavner intet. I øvrigt er de fleste gravide udmærket klar over dette. Hvilket ikke ændrer på, at det stadig kan være svært at styre, især hvis du har været vant til et forholdsvis stort alkoholforbrug.

Motivationen

Motivationen til at holde op kommer oftest ud fra et logisk ønske om at gøre det bedste for barnet. Og når det kommer til stykket, er det måske alligevel ikke så svært, især ikke hvis man tænker på de konsekvenser, det kan have. Det er trods alt ikke "for livet”, vanerne skal lægges om. Det er i en kort og vigtig periode af livet, hvor der skal siges ”enten/eller” og ikke ”både/og”.

Hvordan påvirker alkohol barnet

Alkohol er generelt set skadeligt for det ufødte barn, og de skader, der kan opstå, har betydning for barnet resten af dets liv. Derfor anbefales alle gravide at holde sig fra alkohol under hele graviditeten.

Alt hvad moderen indtager, passerer hen over moderkagen til barnet. Hvis moderen drikker alkohol, får barnet samme promille som moderen. Og jo højere promille hos moderen, jo større skadevirkning for barnet. Alle organer hos barnet påvirkes – også hjernen. Så påvirkningen af barnet er livslangt. Alkohol er således den vigtigste årsag til mental retardering hos børn.

Hvis kvinden har et mindre alkoholforbrug på omkring 4 – 5 genstande om ugen, opdages skaderne måske først ved skolealderen, hvor barnet kan have svært ved at lære og svært ved at omgås andre børn.

Ved et større alkoholforbrug, dvs. mere end 1 genstand dagligt øges risikoen for abort, at føde for tidligt, misdannelser, væksthæmning af barnet – også af alle barnets organer - og dødfødsel.

Ved et kraftigt alkoholmisbrug kan barnet udvikle det som kaldes ”føtalt alkohol syndrom”. En tilstand hvor barnet er dybt skadet, både fysisk og psykisk. Barnet fødes med abstinenser og har et karakteristisk udseende. Det er udviklingshæmmet, reagerer stærkt irritabelt på kontakt og kan ikke begå sig blandt andre mennesker mm. Og sådan vil det være resten af livet.

Det er voldsomme ord – men det er sådan, det er. Alkohol er og bliver et giftstof, som kan have store konsekvenser for det ufødte barns liv.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Generelt anbefales mænd maksimalt at drikke 21 genstande om ugen og kvinder maksimalt 14 genstande om ugen.

  • Når du er gravid anbefales det, at du helt undgår alkohol.
  • Og hvis du planlægger en graviditet, at du også her undgår alkohol – for en sikkerheds skyld.

Mange kvinder er meget bekymrede, fordi de måske har været berusede inden de opdagede, at de var blevet gravide. Det er heldigvis meget sjældent, at en sådan episode har givet barnet varige men. Hovedsagen er, at man herefter så vidt muligt undgår sådanne episoder fremover.

Opdager man graviditeten sent, er der stadig meget at vinde ved at stoppe med at drikke. Barnets hjerne og nervesystem udvikles gennem hele graviditeten, og et øjeblikkeligt ophør vil betyde meget for, hvordan barnet vokser. Hvis du er meget bekymret, så kontakt din egen læge så snart du finder ud af, at du er gravid og få talt det igennem.

Sundhedsstyrelsen har en hjemmeside om alkohol: www.altomalkohol.dk. Du kan få pjecen ”SUNDE VANER før, under og efter GRAVIDITETEN” hos din læge.

Alkohol og amning

Drikker man alkohol i den periode, man ammer, kommer der også alkohol over i modermælken. Koncentrationen vil være den samme hos barnet som hos moderen. Det kan give mælken en ubehagelig smag og lugt, som barnet ikke bryder sig om. Ydermere nedsættes mælkeproduktionen når du drikker alkohol. Og modsat af hvad man skulle tro, så bliver barnet ofte uroligt, hvis moderen har drukket alkohol.

Det nyfødte barn påvirkes mindre af alkohol end det ufødte barn. Men da barnet fortsat er sårbart, anbefales det at du er tilbageholdende med alkohol så længe du ammer.

Skræmmekampagner?

I dagspressen refereres jævnligt nye undersøgelser, som viser, at det enten ikke betyder så meget at drikke alkohol under graviditeten - eller at det er ganske skrækkeligt så meget som at snuse til whiskysovsen. Selvom der ind i mellem rejses tvivl om fx betydningen af at drikke mindre end en enkelt genstand dagligt, så arbejder man her ud fra et forsigtighedsprincip og lader tvivlen herom komme barnet til gode.

Sundhedsstyrelsen vurderer jævnligt de nye undersøgelser, der kommer og tilpasser deres anbefalinger ud fra undersøgelsernes troværdighed. Derfor kan du som gravid trygt følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger – og ikke det der står i dagspressen.

Og så er det værd at tænke over værdien af at undgå alkohol i de måneder graviditeten varer, hvor man fuldstændigt forhindrer de skadelige virkninger, som alkohol kan give barnet for livstid.

Spørgsmål til eftertanke

 

  • Drikker du helst alene eller i selskab med andre?
  • Hånden på hjertet: Hvor meget drikker du om ugen? Hvor meget drikker din mand?
  • Hvilke vaner har I omkring alkohol, når der er venner på besøg?
  • Hvad siger I til vennerne ”kom over og få en øl!” Eller ”kommer I ikke forbi til en kop kaffe?”
  • Ved du hvor meget ”en genstand” er? Fx er der 6 genstande i en flaske vin, dvs. én genstand er her mindre end 2 dl

 

 
Læs også:

Apotekets e-handel

sms-service

Modtag en gratis sms, når du skal tage din medicin 

Find sundhedstilbud