Sidst opdateret: 16. dec. 2008
Morgenkvalme er hos mange kvinder et af de første graviditetstegn. Det er dog meget forskelligt, hvordan gravide reagerer. Den største gruppe føler især morgenkvalme, som går over hen ad formiddagen.
Så er der ganske få som har kvalme døgnet rundt, kaster meget op – og næsten ikke har overskud til at glæde sig over graviditeten. Det kan være svært at have det sådan. Både omverdenen, men også kvinden selv forventer ofte, at ventetiden udelukkende er en lykkelig og dejlig tid.
Andre mærker intet – og er bekymrede over dette, fordi de kan begynde at tænke på, om de mon overhovedet er gravide.
Alle variationer er normale – hvordan kroppen reagerer på en graviditet er lige så forskellig som kvinder er forskellige generelt. Hvis du er meget bekymret, så tag en snak med din egen læge, eller bed om en tidlig tid hos jordemoderen.
Årsager til kvalme
I det øjeblik det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderens slimhinde, begynder både et barn og en moderkage at udvikle sig. Moderkagen producerer nye hormoner, som er med til at ændre den ”normale” balance i kroppen hos andre hormoner.
Hormoner og psyke
Selv om ingen ved præcis, hvorfor gravide får kvalme, er det dog en almen antagelse, at det er de forandrede hormoner, som er årsag hertil. Der kan også være psykiske årsager til, at kvinden har meget kvalme. Der er en tydelig tendens til, at kvinden plages mere af kvalme, hvis hun er meget bekymret for graviditeten. Det er ikke ualmindeligt at få kvalme, hvis man spekulerer meget, og hvis man har svært ved at slippe tankerne.
Der kan være mange årsager til at være særlig bekymret. Hvis man har haft svært ved at blive gravid eller tidligere har aborteret, kan det sætte mange tanker i gang. Det kan også være, at graviditeten kommer på et upassende tidspunkt, hvor der sker andre store forandringer i ens liv. Det kan for eksempel dreje sig om problemer i parforholdet, sygdom i familien, uddannelse eller arbejde.
Træthed og belastning
Træthed og belastning kan få graviditetskvalmen til at tiltage. Der kan være mange forklaringer på, at man føler sig nødsaget til at tilsidesætte egne behov. Nogle har et job, som kræver meget. Andre har et eller flere små børn i forvejen, som de bruger meget af deres energi på. Ofte kan det være ens egne forventninger til, hvor meget man skal kunne klare, som gør, at man bliver stresset og hængt op.
Tvillinger
Kvalmen kan være ekstra udtalt hvis kvinden venter tvillinger. Her har kroppen ekstra travlt med at ”vokse” to børn – og oftest også to moderkager.
Under alle omstændigheder bliver man, på grund af kvalmen, tvunget til at sætte farten ned, og til at tænke lidt mere på sig selv.
Hvornår og hvor længe?
Kvalmen kan begynde allerede i 4.-8. graviditetsuge og kan for nogle være så dominerende, at den belaster hverdagen meget. Det kan være svært for en selv og andre at acceptere og tage hensyn til. På dette tidspunkt kan det endnu ikke ses, at man er gravid, og ofte har man ikke fortalt om graviditeten til venner, familie eller på arbejdspladsen.
Kvalmen aftager som regel igen i 12.-16. graviditetsuge. Her er kroppen faldet mere til ro og har vænnet sit til sin nye tilstand.
Barnet
Barnet ligger inde i livmoderen, som er et beskyttet og sikkert sted. I de perioder, hvor du ikke kan spise normalt på grund af kvalmen, får barnet alligevel den næring, det skal have. Populært sagt får barnet mad først, og det er derfor moren, det går ud over, hvis hun i en periode ikke kan spise sundt og hensigtsmæssigt.
Man ved fra undersøgelser, at der skal store vægttab til, førend det kan påvirke barnets trivsel. Hvis du, bortset fra kvalmen, føler dig veltilpas, skal du ikke bekymre dig om barnet. Det er af stor betydning for dit velbefindende, at du på de tidspunkter, hvor du ikke har kvalme, sørger for at spise sundt og varieret.
Gode råd ved kvalme
Hvis du lider af kvalme, må du mange gange prøve dig frem, førend du finder ud af, hvad der får den til at aftage. Nogle forslag er:
- Spis små, lette og hyppige måltider
- Vent med at børste tænder, til kvalmen måske aftager op af formiddagen
- Start dagen med en kiks, et stykke knækbrød eller nogle nødder – gerne før du står ud af sengen
- Få evt. serveret morgenmad på sengen
- Få rigelig søvn og hvile
- Undgå at blive meget sulten eller meget mæt
- Undgå fed og krydret mad
- Undgå madlugte
- Tag på weekend i sommerhus eller andet sted. Miljøforandring kan bryde en ond cirkel
- Vær opmærksom på om kvalmen har et mønster, fx optræder på bestemte tidspunkter, eller bestemte lejligheder
- Spis syreneutraliserende middel
- Prøv evt. akupunktur eller zoneterapi. Spørg om det tilbydes på dit fødested
- Del dine tanker og bekymringer med andre
Hvis kvalmen bliver til sygdom
I sjældne tilfælde kan kvalmen og opkastningerne blive meget voldsomme. Hvis du i en længere periode kaster op, næsten hver gang du spiser, hvis du taber dig meget i vægt eller hvis du bliver utilpas, fordi du ikke kan spise, skal du tale med din læge.
Indlæggelse
I sjældne, meget svære tilfælde kan det være tilrådeligt, at du bliver indlagt på hospitalet. I så fald er den almindelige graviditetskvalme gået hen og blevet til en sygdom, denne sygdom hedder hyperemesis gravidarum.
På hospitalet sørges der for, at du får masser af hvile, og personalet vil tale med dig om ydre omstændigheder eller bekymringer, der forstærker din tilstand. I nogle tilfælde tages der blodprøver. Ud fra blodprøverne kan man vurdere, om opkastningerne har forårsaget ubalance i kroppens væskesammensætning. Hvis tilstanden er alvorlig, kan det blive nødvendigt at give væske og næring via et drop.
Kvalme senere i graviditeten
I slutningen af graviditeten kan kvalmen og opkastningen komme igen. Læg mærke til, om det er kort tid efter du har spist. I så fald kan det skyldes, du har spist for hurtigt og for meget. Dette kan meget vel ske – også selv om du kun har taget en lille portion i forhold til, hvad du plejer. Barnet trykker op mod mavesækken, og hvis den pludselig skubber ekstra meget på, kan du kaste op helt uventet. Det handler her ganske enkelt om pladsproblemer.
Forhøjet blodtryk
Hvis du har fået målt et forhøjet blodtryk og kvalmen og opkastningen følges af hovedpine, trykken for brystet eller prikken for øjnene, kan det være tegn på, at dit blodtryk er ved at stige yderligere. I så fald skal du ringe til din læge, eller til jordemoderen på dit fødested, så du kan blive undersøgt nærmere. Du kan være ved at udvikle det som populært kaldes for ”svangerskabsforgiftning”, som er en form for overbelastning af din krop. Det er dog en meget sjælden tilstand. Oftest handler det om spændingshovedpine eller lignende.