Sidst opdateret: 9. sep. 2008
Alle børn vil på et eller andet tidspunkt, mens de er ganske små, skulle vaccineres af deres læge. Der er mange ting, man som forældre kan gøre, for at gøre smerten ved vaccination mindre, og dermed gøre oplevelsen hos lægen bedre. Dermed kan man undgå, at børnene udvikler angst for nåle, eller angst for i det hele taget at komme op til lægen.
Afledning er en god måde at reducere smerten på under vaccinationen.
Den holdning vi som forældre, læger og sygeplejersker ofte giver udtryk for er, at: "Det er bare et lille prik. Det går hurtigt over". Denne holdning deles absolut ikke af børnene. Fra et barns synspunkt kan der næppe være værre måder at give medicin på, end ved hjælp af nåle.
Mange voksne kan stadig huske smerten i forbindelse med nåle, og er derfor fortsat bange for stik. Heldigvis findes der måder, hvormed man kan få smerten gjort mindre, og i bedste fald få den helt til at forsvinde.
To slags smerter
De smerter man oplever, når man skal vaccineres, kan deles op i to slags smerter:
- Den smerte man føler, når nålen går gennem huden.
- Den smerte man føler, når vaccinen sprøjtes ind under huden.
Hvad kan jeg gøre?
Der er ting du som forældre kan gøre, for at gøre oplevelsen bedre. Forsøg at inddrage lægen i din beslutning. Lægen vil også være interesseret i, at oplevelsen bliver god for både dig og dit barn.
Informer dit barn
Det er vigtigt altid at informere barnet om, hvad der skal ske hos lægen. Små børn informerer man i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Lyv aldrig for dit barn. Hvis man lyver for sit barn, vil det kunne miste tilliden til en. Tilliden kan være meget svær at vinde igen.
Brug afledning
Afledning er en god måde at reducere smerten på under vaccinationen. Afledning vil sige, at man hjælper barnet med at tænke eller beskæftige sig med noget andet, mens vaccinationen foregår. Undertiden kan en sådan afledning være så effektiv, at barnet slet ikke oplever "stikket".
Forsøg sammen med dit barn at finde noget, der er spændende at foretage sig. Det kan fx være at blæse sæbebobler, få læst en historie højt eller spille spil.
Det vigtige er, at barnet synes, at det I foretager jer er så sjovt, at det "glemmer", hvad lægen foretager sig.
Forbered huden
Du kan også gøre noget for at forberede huden, så det ikke gør så ondt, når nålen stikkes gennem huden:
- Tag en isklump og gnid grundigt på det sted, hvor vaccinationen skal foregå. Lad evt. dit barn gøre det selv! Den kolde isklump vil give følelsesløshed i 2-3 sekunder. Nok tid til, at nålen kan stikkes gennem huden relativt smertefrit.
- Massér stedet, hvor vaccinationen skal foregå. Grundig massage vil medføre en vis følelsesløshed på stedet.
- Brug evt. et lokalbedøvende plaster, som sættes der, hvor lægen skal stikke. Plastret skal sidde på i 1 time inden det virker. Plastret lokalbedøver kun overfladen af huden. Dit barn vil derfor godt kunne mærke, at vaccinen sprøjtes ind under huden. Lokalbedøvende plaster kan købes på apoteket.
Forberedelse af underhuden
Du kan også forsøge at forhindre de smerter, der opstår, når vaccinen sprøjtes ind under huden.
- Aftal med lægen, at vaccinen ikke er for kold. Kold vaccine gør nemlig mere ondt end vaccine, der har stuetemperatur.
- Aftal med lægen, at vaccinen sprøjtes langsomt ind. Dette gør mindre ondt og svier mindre, end hvis vaccinen sprøjtes hurtigt ind.
- Aftal med lægen, at nålen er så tynd som mulig.
Ved at overholde disse enkle metoder, kan man således hjælpe sit barn med, at besøget hos lægen for fremtiden bliver en god oplevelse.