Sidst opdateret: 11. okt. 2010
Hvor meget skal jeg veje for, at min krop er i balance? Hvis vi skal tabe os, går vi alle efter et mål eller en målemetode at forholde os til. Her er en oversigt over de mest almindelige metoder.
BMI, fedtprocent, taljemål, vægt, spejlbillede ... listen over ord, der dækker over metoder til at beskrive kroppens sammensætning og fedtets placering på er endeløs. Søger du efter en bekræftelse på, om du er overvægtig, undervægtig eller opfylder eksperternes idealer, er du de senere år blevet konfronteret med forskellige målemetoder, tabeller og modstridende informationer. De seneste års ekstreme fokusering på overvægt og fedme har resulteret i en stadig større efterspørgsel efter metoder, der kan fortælle, om du trænger til at tabe dig eller har den rette vægt. I realiteten er det slet ikke vægten, det er interessant at fokusere på.
Det mål, der interesserer flest mennesker i det moderne vestlige samfund, er, om man er for fed eller ej, og fedme er ikke nødvendigvis knyttet til vægten.
Det allerbedste mål er et kritisk blik i spejlet, eller et ærligt svar fra en ven, kæreste, kollega.
Der findes et hav af forskellige målemetoder, hvoraf nogle er bedre end andre. Det allerbedste mål er et kritisk blik i spejlet, eller et ærligt svar fra en ven, kæreste, kollega. Tøjstørrelsen kan også være et pejlemærke, omend flere producenter luller dig ind i en falsk tryghed ved at tilføre tøjet lidt ekstra plads. Har du svært ved at bedømme dit eget spejlbillede, oplever du tøjstørrelsen som et lidt for løst mål og frygter du, at de, der bliver spurgt, foretrækker at stikke dig en hvid løgn frem for et ærligt, muligvis nedslående svar, begynder det hele at blive lidt mere kompliceret. Der skal tal på bordet, helst af den objektive, uomtvistelige slags, som kan sammenlignes med gennemsnitsværdier for de folk, du ønsker at sammenligne dig med. Spørgsmålet er, hvordan du finder tallene.
Her kan du få et overblik:
Badevægten - en klassiker til bestemmelse af vægten
BMI - tager højde for højden
Taljemål
Hudfoldsmåling
Bioimpedans
Målemetoder - og hvad så?
Den letteste måde at bestemme, om du er overvægtig, er ved at træde op på badevægten og veje dig selv. Ved at sammenligne med tabelværdier over idealvægten for en referencegruppe kan du se, om vægten adskiller sig nævneværdigt fra normalværdierne. Problemet ved denne simple fremgangmåde er, at mange danskere afviger fra referencen, ikke kun i drøjden, men også i højden. Det giver sig selv, at hvis du er 15 centimeter højere end referencepersonen, kan du også tillade dig at veje mere uden at fremstå som overvægtig. Resultatet er, at vægten alene kun siger ganske lidt om, hvor vidt du trænger til at tabe dig.
Er du større, mindre, mere eller mindre muskuløs end den person, du gerne vil sammenligne dig med, kan vægten på ingen måde bruges som sammenligningsgrundlag. Som redskab til med jævne mellemrum at kontrollere vægten er badevægten til gengæld et nyttigt redskab, der kan hjælpe dig med at bremse en snigende vægtøgning, før den løber løbsk.
Vær opmærksom på, at mange badevægte måler meget upræcist og er ude af stand til at reproducere resultatet, hvis du træder op på dem flere gange i træk. Samtidig påvirkes de af, hvor du sætter fødderne på vægten, dens placering på gulvet osv. Vil du bruge vægten som parameter, er det vigtigt, at du sikrer dig dens pålidelighed. Det gør du ved at stille den på et fast punkt på gulvet og 5-10 gange i træk stille dig op på den. Forskellen mellem højeste og laveste værdi bør ikke overstige 0,5 kg. Ellers bør du se dig om efter en anden vægt eller søge at placere den på et yderst plant underlag. I hverdagen er det desuden vigtigt, at du standardiserer forholdene mest muligt ved at veje dig samme dag på ugen, fra morgenstunden, afklædt og efter toiletbesøg.
BMI sætter vægten og højden i forhold til hinanden og tager på den måde højde for, at personer med forskellig højde ikke behøver veje det samme for at være normalvægtige. Dit personlige BMI beregnes ved at dele din kropsvægt (i kg) med den kvadrerede højde (i meter). Lyder det kompliceret? Så se her hvor let det egentlig er:
En kvinde, der er 1,60 meter høj og vejer 78 kg har et BMI på 30,5 fordi 78/(1,60)2 = 30,47.
Synes du, at det er for besværligt at opløfte højden i anden potens kan du også bare gøre sådan:
Vægten / højden / højden = 30,47, altså 78/1,60/1,60 = 30,47.
Resultatet er et mål for, om du vejer for meget, for lidt eller er normalvægtig i forhold til nogle vejledende værdier. Ud fra et teoretisk synspunkt skal et voksent menneskes BMI ligge mellem 18,5 og 25 for at være sundhedsmæssigt forsvarligt. Ligger BMI inden for 18,5 og 25, er der i teorien ingen sundhedsmæssig begrundelse for at tabe sig. Ligger dit BMI over 25, klassificeres du som overvægtig, fordi du har en statistisk øget risiko for at udvikle diverse velfærdssygdomme sammenlignet med et BMI under 25, og det anbefales at du taber dig. Kommer tallet over 30, er der tale om fedme. Vær opmærksom på, at BMI ikke kan sammelignes med fedtprocenten. Der er tale om et indeks - ikke et forsøg på at beregne fedtprocenten ud fra højde og vægt.
Baggrunden for de forskellige klasser er den stigende risiko for hjertekarsygdomme, diabetes og andre af de sygdomme, der følger i kølvandet på den stigende overvægt.
Selvom dit BMI ligger indenfor normalområdet, kan det godt være, at du selv synes, at du trænger til at smide et par kg. Forklaringen er, at BMI frem for alt egner sig til at bestemme niveauet i en større gruppe mennesker. Indenfor gruppen kan der sagtens være variation, så en person med et BMI under 25 stadig ville have godt af at tabe sig. Det kunne skyldes, at personen er meget fysisk inaktiv og derfor har en mindre muskelmasse, end du typisk ser hos en gennemsnitsdansker, eller at fedtet fordeler sig på en uheldig måde.
En person med hvepsetalje, tynde arme og kraftige lår kan sagtens have en lav vægt, uden af den grund at være 100 procent tilfreds med lårenes størrelse. Omvendt oplever gravide, muskuløse mennesker og andre personer med en kropsvægt, der er forhøjet pga. særlige omstændigheder, der ikke kan tilskrives større mængder fedt på kroppen, at deres BMI placerer dem i overvægtsgruppen, uden at de som sådan har behov for at tabe sig.
BMI er et udmærket mål til at definere om en gruppe mennesker er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig. Til bestemmelse af enkeltpersoners idealvægt er der for mange faktorer, der har indflydelse på vægten til, at BMI kan bruges til noget særligt.
Selvom der i medierne tales meget om de foruroligende stigninger i antallet af overvægtige danskere, er det i virkeligheden ikke vægten, der er interessant ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Det, der er relevant at fokusere på, er, hvor meget fedt en person har på kroppen, og hvor det sidder.
Utallige videnskabelige undersøgelser har gennem årene dokumenteret, at det er mavefedtet, der er særligt sundhedsskadeligt, og derfor er det fornuftigt at begrænse mængden af fedt på maven. Det har fået Sundhedsstyrelsen til at bede landets læger om at være særligt opmærksomme på patienter med for meget fedt i det område.
Ifølge de nationale og internationale sundhedsmyndigheder bør taljemålet se sådan ud:
- for mænd skal det helst holdes under 102 cm
- for kvinder skal det helst holdes under 88 cm
En omkreds derover giver stærkt øget risiko for hjertekarsygdomme, diabetes m.m. Det anbefales desuden, at mænd med et taljemål over 94 cm og kvinder med et taljemål over 80 cm ikke øger vægten yderligere. Værdier under disse grænser betragtes derfor også som optimale.
Taljemålet finder du med et målebånd, der føres rundt om livet på det kraftigste sted placeret imellem den øverste del af hoftekammen og det nederste ribben. Mærk efter i siden. Så føler du dig nemt frem til de to skeletpunkter.
Er du interesseret i din fedmegrad ud fra et kosmetisk synspunkt, er taljemålet ikke fyldestgørende, fordi det i sagens natur kun siger noget om fedtmængden omkring livet og ikke noget om kroppens andre depoter.
Er du ude efter at kende din totale fedtmasse, er du nødt til at benytte dig af mere eller mindre avancerede målemetoder. Der er to målemetoder, der er værd at nævne. Den første er den klassiske måling af hudfolder ved hjælp af en speciel tang. Korrekt udført giver hudfoldsmåling et ganske godt indtryk af din samlede fedtmasse og dermed også din fedtprocent (= fedtmassen i forhold til kropsvægten), som du kan sammenholde med forskellige referenceværdier. Udover at få et indtryk af din eksisterende fedtprocent egner hudfoldsmåling sig også fremragende til at følge et eventuelt vægttabs indflydelse på fedtmassen. Du vil simpelthen opleve at hudfolderne bliver tyndere og tyndere, efterhånden som fedtet smelter af kroppen. Dette, sammen med den lave pris og relativt simple procedure, gør hudfoldsmåling til et særdeles velegnet redskab til at følge forandringer i fedtmassen.
Hudfoldsmålingens største ulempe er, at proceduren kræver et vist håndelag, før det bliver muligt at foretage en standardiseret måling, og at den ikke kan foretages på egen krop, hvis det skal gøres ordentligt. Du er med andre ord nødt til at alliere dig med din partner, kollega, nabo eller ven, der samtidig må øve sig i teknikken med at gribe om hudfolden, placere tangen det korrekte sted og med det rette tryk, aflæse displayet osv. Når først skolingen er på plad,s finder du til gengæld ingen bedre metode til bestemmelse af fedtprocenten på en simpel og økonomisk overskuelig måde.
Hudfoldsmåling er en ganske god metode til bestemmelse af fedtprocenten og til at følge forandringerne under et vægttab. Kravene til håndelag og apparatur gør dog, at metoden ikke er lige til at gå til for menigmand.
En relativt ny målemetode har vundet indpas i forskningskredse, fitnessmiljøet - ja, selv i badeværelset derhjemme. Metoden, kaldet bioelektrisk impedansmåling eller elektrisk fedtprocentmåling, går ud på at bestemme muskelmassen ved at måle musklernes ledningsevne via en svag elektrisk strøm, der sendes fra fod til fod, hånd til hånd eller fod til hånd. Fedtprocentmåling ved hjælp af bioelektrisk impedans er en lynhurtig og simpel måde at bestemme fedtprocenten på.
Den teoretiske baggrund for metoden er fin: Kroppens muskler indeholder en del vand og mineraler og vil derfor lede strømmen, mens vores fedtmasse, der er næsten blottet for vand, ikke vil lede strømmen. Jo bedre ledningsevne der er i kroppen, jo større vil muskelmassen derfor være. Ved at sætte den målte ledningsevne ind i nogle formler, kan du skyde dig frem til muskelmassens og fedtmassens andel af den samlede kropsvægt.
Bioelektrisk impedansmåling er dog langt fra noget eksakt mål. Resultatet er i meget stor grad afhængig af de formler, der danner basis for beregningen og metoden egner sig i realiteten kun til bestemmelse af fedtprocenten i en større gruppe mennesker. Enkeltpersoner kan være heldige at få et nogenlunde passende resultat, men i en del tilfælde skyder impedansmåleren voldsomt forbi. Eftersom det ikke er til at vide, om den rammer plet eller ej, er metoden ganske enkelt uegnet til anvendelse på enkeltpersoner – især hvis der benyttes udstyr til privat brug og sløses med standardiseringen, der inkluderer styring af motionen, kosten, væskeindtaget m.m.
Lad være med at spilde tid og penge på måling af kroppens fedtprocent med bioelektrisk impedans hjemme i badeværelset og forhold dig kritisk til umiddelbart videnskabelige målinger i fitnesscenteret eller hos diætisten. Selvom proceduren med sine digitale udskrifter og komplicerede beregninger virker uhyre videnskabelig og præcis, egner metoden sig ikke til bestemmelse af fedtprocenten hos enkeltpersoner.
I lyset af at samtlige målemetoder har deres begrænsninger, vil vi fraråde dig at hænge dig for meget i diverse tabelværdier og kurver. Er du tilfreds med din krop, så nyd den og lad være med at spekulere for meget over, om du afviger fra en eller anden norm. Vil du endelig have et nogenlunde mål på din nuværende størrelse og et eventuelt vægttabs effekt, så kig på din garderobe. Især buksernes livvidde og de anvendte huller i livremmen vil være underlagt en gradvis forandring, efterhånden som vægten går ned. Er det nødvendigt at udskifte hele garderoben efter et vægttab, er det vel i realiteten den bedste succesindikator - og fuldstændig uafhængigt af målte fedtprocenter.
