Sidst opdateret: 16. jun. 2008
Lus er et insekt. Den er en blodsugende snylter, som alt efter arten kan leve på forskellige pattedyr. Men kun tre lusearter kan leve på mennesker: hovedlus, kropslus og fladlus. Hovedlus er den mest udbredte herhjemme og kan være besværlig at komme af med. Der er dog en række forholdsregler, du kan tage, så du hurtigt kan få bugt med lus eller lettere undgå, at du eller dit barn smittes igen og igen.
Den voksne lus lever i cirka 3 uger, og i den tid kan hunlusen nå at lægge 5-8 æg om dagen.
Hvor lever lus?
Hovedlus lever helt nede ved hovedbunden. Her er optimale betingelser, nemlig varme (ca. 30° C), høj luftfugtighed og let adgang til at suge blod. Det har derfor ingen betydning, om håret er rent eller snavset. Lus har ingen vinger og kan derfor hverken hoppe eller flyve, men den kan bevæge sig hurtigt rundt i hovedbunden og holder altid fast med den ene klo i et hårstrå. Det er sjældent, at lus bevæger sig længere ud i håret. Falder lusen ud af håret, overlever den ikke længe. Præcis hvor længe lusen kan leve væk fra hovedbunden afhænger af, hvornår lusen sidst har suget blod samt omgivelsernes temperatur og fugtighed.
Hvordan ser lus ud?
Voksne hovedlus er mellem 2 og 3 mm, men som nyudklækkede kan de være mindre end 1 mm.
Hunnen er større end hannen. Lusens krop er aflang og flad. På hovedet har den et par antenner, små øjne og en mund, der er egnet til at bide og suge blod.
Den har tre par ben forrest på kroppen. Benene ender i en klo, der kan gribe og holde fast om et hårstrå. Lus kan variere i farve fra gennemsigtig gråhvid til meget mørk. Variationen skyldes bl.a., at den bliver mørkere, når den lige har suget blod.
Lusens livscyklus
Hunlusen er 9-12 dage gammel, når den første gang parrer sig og lægger æg. Den voksne lus lever i cirka 3 uger, og i den tid kan hunlusen nå at lægge 5-8 æg om dagen. Et luseæg er cirka 0,8 mm langt og sidder på en "stilk", der er kittet fast på hårstrået. Det sidder helt nede ved hårbunden og er hvidgult. 6-9 dage efter ægget er lagt, udklækkes en ny lus.
Det tomme æg vil vokse ud med hårstrået. Farven vil være mere hvid end det nylagte æg, og faconen er mere flad. Er ægget mørkt, indeholder det et dødt lusefoster. Det kan være svært at se forskel på levende og døde æg, men der er stor sandsynlighed for, at ægget er klækket eller dødt, hvis det sidder mere end 1 cm fra hovedbunden.
Den nyudklækkede lus vil straks begynde at suge blod. Den overlever simpelthen ikke, hvis den ikke i løbet af få timer får mulighed for at suge blod. Lus suger blod flere gange om dagen.
Klør lus?
Når lus suger blod, spytter den et stof ind i såret. Stoffet forhindrer blodet i at størkne. Dette kan hos nogle mennesker give kløe og irritation i hovedbunden, da der udvikles en allergisk reaktion. Hyppig smitte eller mange lus kan give sår og infektion i hovedbunden, hvis man kradser sig meget. Hvis der er sår og infektion i hovedbunden, bør lægen kontaktes. Der er ikke noget, der tyder på, at lus kan overføre sygdomme.
Fakta om lus
-
Lus kan hverken hoppe eller flyve.
-
Lus lever ikke længe, hvis de kommer væk fra hovedbunden.
-
Lus lever udelukkende af blod, derfor har det ingen betydning, om håret er rent eller snavset.
-
Lus overfører ikke sygdomme.