Sidst opdateret: 16. aug. 2010
På solcremer findes der informationer og anvisninger om, hvilken beskyttelse produkterne giver, og hvordan de skal anvendes. Solbeskyttelsesmidler beskytter mod både UVB- og UVA-stråler.
Husk at påføre solcremen hyppigt, så du hele tiden er beskyttet, særligt når du har svedt, været i vandet eller tørret dig.
UVB-beskyttelse skal som minimum svare til en faktor 6 og UVA-beskyttelsesfaktor være på 1/3 af solbeskyttelsesfaktoren. Som dokumentation for UVA-beskyttelsen skal solcremen bære UVA-symbolet. Symbolet viser, at solcremens UVA-beskyttelse er minimum en tredjedel af UVB-beskyttelsen. Det vil sige, at hvis en solcreme med faktor 30 bærer dette symbol, kan man være sikker på, at det beskytter med en faktor 30 mod UVB-stråler og minimum en faktor 10 mod UVA-stråler.
Forsigtighedsregler
Det er vigtigt at være opmærksom på
- ikke at opholde sig for længe i solen, selvom man bruger solcreme
- ikke at udsætte spædbørn og småbørn for direkte sol
- at intet produkt beskytter 100% mod solens stråler
- at ingen solcreme er 100% vandfast
- at for meget sol udgør en alvorlig risiko for sundheden.
Korrekt brug af solcreme
For at sikre at solcremen bruges rigtigt, bør du:
- påføre solcremen før du går ud i solen
- påføre solcremen hyppigt, så du hele tiden er beskyttet, særligt når du har svedt, været i vandet eller tørret dig
- ikke anvende for lidt solcreme, da beskyttelsen så vil forringes væsentligt.
Solcremens effektivitet
På solcremernes etiketter henvises til kategorierne ”Lav”, ”Mellem”, ”Høj” eller ”Meget høj”. Hver af kategorierne svarer til den standardiserede grad af beskyttelse mod UVA- og UVB-stråler, som vist i skemaet:
|
Kategori |
Solbeskyttelsesfaktor |
|
Lav beskyttelse |
Faktor 6-10 |
|
Mellem beskyttelse |
Faktor 15-25 |
|
Høj beskyttelse |
Faktor 30-50 |
|
Meget høj beskyttelse |
Faktor større end 50 |
Solcremers holdbarhedsdato
Solcremer skal kun være mærket med holdbarhedsdato, hvis holdbarheden er mindre end 30 måneder. Datoen for holdbarhed skal stå med måned og år sammen med teksten: ”Anvendes bedst inden udgangen af..”. For produkter med holdbarhed over 30 måneder skal holdbarhedsdatoen - antal måneder (M) efter åbning - anføres i eller i nærheden af det obligatoriske krukkesymbol. Krukkesymbolet er afbildet nedenfor. Dette gælder for produkter, hvis forringelser kan medføre en sundhedsrisiko for brugeren.

Hvis holdbarheden er betinget af, at kunden opbevarer produktet på en særlig måde, eksempelvis under kølige forhold, skal det stå på produktet.
Mærkning af solcremer
Solcremer skal mærkes som andre kosmetiske produkter. I kosmetiklovgivningen findes en liste, der angiver hvilke UV-filtre, det er tilladt at anvende. UV-filtre er de kemiske stoffer, der beskytter mod solens stråler. I listen er også angivet fastsatte grænser og betingelser for anvendelse. Der skal desuden være en deklaration af indholdsstoffer.
I Danmark er det Miljøstyrelsen, der er ansvarlig for det lovmæssige vedrørende kosmetiske produkter, herunder solbeskyttelsesprodukter. Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for at oplyse om risikoen ved at dyrke for meget sol. Du kan spørge om solcreme på apoteket, som altid vil være behjælpelig med kyndig vejledning.
Links:
Miljøstyrelsens kosmetikguide over solcremer
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om børn og sol