Fodsvamp

Fodsvamp er den mest almindelige svampeinfektion. Omkring 15% af befolkningen lider af fodsvamp, dog mest unge og voksne.

Fodsvamp trives i varme, og hvor der er fugtigt. Det er især et problem for personer, der går i alt for tætsluttende gummisko, ikke får tørret deres fødder tilstrækkeligt efter bad, eller som færdes meget i fælles omklædnings- og badelokaler, sports- og svømmehaller samt motionsrum.

Fodsvamp kan smitte ved direkte kontakt eller indirekte via håndklæder, fodtøj og gulve. Den kan desuden brede sig til andre dele af kroppen. Det er derfor vigtigt at behandle fodsvamp med det samme.

Fodsvamp kan smitte ved direkte kontakt eller indirekte via håndklæder, fodtøj og gulve.

Kontakt lægen hvis:

  • Du er dibetiker.
  • Du har svamp i negle.

Neglesvamp

Fodsvamp kan udvikle sig til neglesvamp. Neglesvamp ses som fortykkelse og gullig misfarvning af neglene, og neglen kan løsne sig let. Denne svampelidelse er ikke smitsom i sig selv. Det vil ofte være nødvendigt at gå til læge for at få tabletbehandling.

Tegn på fodsvamp

  • Kløende og måske let skællende udslæt, der typisk starter mellem de yderste tæer.
  • Ofte er der rødme, og der kan ses dannelse af små væskefyldte blærer.

Fodsvamp - værd at vide

  • Vask fødderne dagligt og tør dem ordentligt, inden du tager strømper og sko på.
  • Brug badesandaler i omklædnings- og baderum.
  • Hvis du har fodsvamp, skal fødderne tørres til sidst. Eller du kan bruge et andet håndklæde til fødderne, når du har badet, så undgår du at smitte dig selv på andre dele af kroppen.
  • Har håndklædet været i kontakt med fodsvamp, så vask det ved mindst 60 grader.
  • Brug bomulds- eller uldsokker og skift sokker dagligt eller oftere, hvis fødderne er fugtige.
  • Vask sokkerne ved 60 grader, hvis du har fodsvamp, ellers dør svampen ikke.
  • Undgå fodtøj af kunstmaterialer og gå så vidt muligt i sko af læder, gerne sandaler, så varme og fugt kan slippe væk. Du kan i sidste ende blive nødt til at smide dine sko ud, hvis du ikke kan få bugt med fodsvampen.
  • Forebyg eventuelt fugtige fødder med en deodorant med antiperspirant.

Brochurer

Svamp

 
Kilde:Danmarks Apotekerforening
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.