Hudafskrabning

Grundig afvaskning med vand og sæbe er nødvendigt, da asfaltpartikler eller lignende ofte sætter sig fast i såret.

Du kan få en hudafskrabning hvis du f.eks. falder på asfalt. Hudafskrabninger kan være meget smertefulde, men bløder sjældent ret meget. Grundig afvaskning med vand og sæbe er nødvendigt, da asfaltpartikler eller lignende ofte sætter sig fast i såret. Hvis ikke det fjernes kan det give en blivende misfarvning (lidt i retning af en tatovering). Omhyggelig rensning forebygger desuden betændelse. Ved hudafskrabninger kan der ses en udsivning af en klar, let gullig væske, som ikke er betændelse. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at dække hudafskrabninger med et plaster eller kompres, som ikke hænger fast i såret.

Hvornår skal lægen kontaktes?

Du bør kontakte lægen, hvis:

  • Fuldstændig rensning af såret ikke er mulig
  • Såret er dybt eller gaber så meget at det skal sys eller limes
  • Der er tale om et bidsår (både fra mennesker og dyr)
  • Der opstår betændelse
  • Såret sidder i ansigtet eller tæt på led
  • Stivkrampevaccination er ældre end 10 år eller aldrig foretaget
 
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.