Sidst opdateret: 16. feb. 2007
Pas godt på din hud. Den er din naturlige beskyttende barriere mod indtrængen af bakterier, kemikalier og andre fremmede stoffer i din krop. Huden sikrer også at du ikke tørrer ud, idet huden forhindrer at der fordamper for meget vand. Mennesket består mest af vand og det er vigtigt at vi ikke mister for meget væske ved fordampning. Det er derfor nødvendigt at holde huden intakt, blød og smidig. Hvis der fordamper for meget vand fra huden, kan huden blive tør og skællende og den kan revne eller sprække, og man er ikke så godt beskyttet med betændelse. Der kan også komme kløe og rødme som kan udvikle sig til eksem. Hvis du har tendens til tør hud kan du forebygge og afhjælpe det ved hjælp af hudpleje.
Udtørring af huden sker når noget af hudfedtet fjernes. Det kan ske hvis du f.eks. ofte vasker dig med vand og sæbe, eller du bruger rengøringsmidler eller andre kemikalier.
Hudpleje - tør hud
Udtørring af huden sker når noget af hudfedtet fjernes. Det kan ske hvis du f.eks. ofte vasker dig med vand og sæbe, eller du bruger rengøringsmidler eller andre kemikalier. Vind og vejr påvirker også huden. Særligt om vinteren, hvor luften er tør og luftfugtigheden er lav, oplever mange at huden bliver tør. Huden bliver desuden mere tør med alderen. Det skyldes blandt andet, at ældre mennesker har en tyndere hud med nedsat elasticitet, vandindhold og fedtproduktion. Det påvirker også din hud hvis du ikke får tilstrækkeligt væske. Det er meget almindeligt at have tør hud på hænder, ben og hoved men det kan forekomme overalt på kroppen. Tør hud er generende, men det kan også udvikle sig til eksem, som kan være svær at komme af med. Det er derfor vigtigt, at du forebygger og behandler tør hud med fugtighedscreme og undgår kontakt med produkter, som kan udtørre huden. Daglig brug af fugtighedscreme holder huden blød og smidig og forebygger revner og sprækker i huden, der kan blive indgangsporte for bakterier.
Daglig hudpleje
Hvilket præparat du skal vælge afhænger både af hudbarrierens tilstand samt din hudtype. Årstiden spiller også en rolle, da der kan være behov for lidt mere fedtstof om vinteren. Huden har brug for fedtstof, som findes i cremerne. Alle cremer er ikke lige fede. Der er et stort udvalg, så prøv dig frem for at finde den, du synes er bedst. Vælg en creme som er behagelig og effektiv og undgå unødvendige tilsætningsstoffer som f.eks. parfume og farvestoffer - især hvis du lider af allergi eller sart hud. Det kan også være en god ide at have flere typer produkter at veksle imellem.
Normal hud
Til daglig pleje af normal hud og forebyggelse af tør hud kan du bruge en fugtighedslotion. Lotion har et stort indhold af vand og forholdsvis lavt indhold af fedtstoffer. Lotion er tyndflydende og let at smøre ud, det fedter ikke og er behageligt at anvende.
Let tør hud
Til behandling af let tør hud kan du bruge en federe creme. Creme har en tykkere konsistens og kan være lidt sværere at smøre ud. Fugtighedscreme kan virke lindrende, hvis huden klør. Fugtighedscreme anvendes gerne flere gange om dagen, så ofte der er behov for det.
Tør og skællende hud
Hvis din hud er meget tør eller skællende kan du bruge en fedtcreme. Fedtcreme indeholder særligt meget fedt. Fedtcreme er også velegnet hvis du har eksem eller andre hudsygdomme. Du kan også bruge cremer som indeholder ekstra store mængder af hudens naturlige fedtstoffer og som virker i længere tid (op til 24 timer efter én påsmøring). Lotion kan ikke anbefales til tør hud, da vandindholdet er for stort.
Specialprodukter til hudpleje ved hud
En anden mulighed er cremer som indeholder stoffer som binder vand i huden, f.eks. urea (carbamid), glycerol og sorbitol. Produkter med urea kan bruges til meget tør hud som blødgøres samtidigt med at eventuelle skældannelser løsnes. De findes i styrker på 2%, 5% og 10%. Vær opmærksom på, at urea kan virke irriterende på huden.