Sterilisation

Kvindelig sterilisation

Mange kvinder mellem 30 og 40 år vælger at blive steriliseret, når de ikke ønsker at få flere børn.

For at blive steriliseret, skal man være over 25 år gammel. Du kan henvende dig hos din læge og drøfte din beslutning med ham/hende. Lægen fortæller om indgrebet og informerer dig om, hvilke fordele og ulemper, der kan være. Herefter skal du skrive under på en anmodning, som lægen sender til hospitalet.

Ved indgrebet afbrydes passagen gennem æggelederne, så sædcellerne ikke kan nå ind og befrugte ægget. Det kan gøres ved hjælp af et tyndt metalrør, som føres gennem huden ved navlen. Herefter sættes en ring eller en klemme om æggelederen. Man kan også fjerne et stykke af æggelederen. Sterilisation foretages under fuld bedøvelse.

Sterilisationen påvirker hverken hormonproduktion, menstruation eller sex-lyst.

For at blive steriliseret, skal man være over 25 år gammel.

Fordele og ulemper

Sikkerheden ved denne metode er over 99 %, og har samtidig den fordel, at man at ikke længere behøver at tænke på prævention. Men da metoden ikke beskytter mod HIV-smitte og andre kønssygdomme, er det stadig vigtigt at beskytte sig herimod med kondom/femidom, hvis man ikke har en fast partner.

I forbindelse med indgrebet, kan der være fare for sårinfektion, beskadigelse af tarmene og blødning. Omkring 6 % ønsker senere at få genåbnet æggelederne.

Mandlig sterilisation

For at blive steriliseret, skal man være over 25 år, og have fast bopæl i Danmark. Ellers kræves en særlig tilladelse. Du kan henvende dig hos din læge og drøfte din beslutning med ham/hende. Lægen kan forklare dig hvilke fordele og ulemper, der kan være ved indgrebet. Herefter skal du skrive under på en anmodning, som lægen sender til hospitalet.

Selve sterilisationen er gratis, og foretages på et sygehus under lokalbedøvelse. Der laves et par snit på hver side af pungen, hvorefter der fjernes et lille stykke af begge sædledere, så sædcellerne ikke længere kan passere ud gennem penis. I starten er der stadig sædceller i sæden, men efter 3 måneder undersøges sæden for sædceller. Hvis den er fri for sædceller er operationen lykkes.

Fordele og ulemper

Sikkerheden ved denne metode er over 99 % og har samtidig den fordel at man slipper for at tænke på prævention. Men da metoden ikke beskytter mod HIV-smitte og andre kønssygdomme, er det stadig vigtigt at beskytte sig herimod med kondom/femidom, hvis man ikke har en fast partner.

I forbindelse med operationen, kan der være smerter ved operationsarret og der kan være lettere blødning.

Det er svært at fortryde indgrebet, selv om det er lettere at gendanne sædledere end æggeledere. Omkring 6 % ønsker senere at få genåbnet sædlederne.

 
Læs også:
Pollenkalender

Pollental9. februar 2012

Kbh.Vib.
AlternariaLav0
CladospMiddel0
Græs10

Sundhedstilbud

Lad apoteket hjælpe dig til et sundere liv.
 
Find apotekets tilbud i din kommune
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.