Kondom for mænd

Hvad er et kondom

Kondom er en nem præventionsmetode, der kan bruges af alle. Kondomet er lavet af meget tyndt naturgummi og formet som et langt hylster, der rulles på mandens rejste penis inden selve samlejet. Ved udløsning opsamler kondomet mandens sæd og beskytter derved mod uønsket graviditet. Kondomet forhindrer også smitte med sexsygdomme, f.eks. klamydia og hiv.

Kondomet forhindrer smitte med sexsygdomme, f.eks. klamydia og hiv.

Sådan får du kondomer

Det er ikke nødvendigt at tale med en læge, før du begynder at bruge kondom. Kondomer kan købes på alle apoteker, i supermarkeder, på tankstationer, i kiosker, via internettet m.v. Kondomer findes i forskellige former, størrelser og farver. Du kan prøve forskellige slags og finde den type, som du synes bedst om.

Skal du ud at rejse, er det altid bedst at medbringe kondomer hjemmefra, da det kan være svært at få adgang til at købe kondomer i udlandet, og fordi du også er sikret en god kvalitet.

Sådan bruger du kondomet

  1.  Rul kondomet en smule ud, så man tydeligt kan se, hvilken vej det skal rulles på.
  2. Hvis kondomet har reservoir klemmes luften ud af reservoiret med tommel- og pegefinger.
  3. Træk forhuden tilbage og rul kondomet på den stive penis. Når kondomet når til forhuden, skubber du forhuden lidt frem, før du ruller kondomet helt ned. Der må ikke komme luft ind under kondomet. Undgå at rive kondomet på negle eller skarpe genstande.
  4. Straks efter udløsningen trækker du langsomt penis ud, mens du holder kondomet på plads, så sæden ikke løber ud.

Kondomet må kun bruges én gang og skal bruges under hele samlejet. Kondomet bør fjernes som almindeligt affald og må ikke skylles ud i toilettet.

 

Kondomet brugt sammen med en anden metode

Bruges kondom sammen med p-piller eller minipiller, er risikoen for uønsket graviditet teoretisk set udelukket. Samtidig har man sikret sig mod at blive smittet med en seksuelt overførbar sygdom.

Sådan virker kondomet

Når du bruger kondomet rigtigt, danner kondomet en barriere, der beskytter både dig selv og din partner mod seksuelt overførbare sygdomme som klamydiahiv og kønsvorter. Kondomet hindrer samtidig graviditet.

Hvis metoden svigter

At kondomet svigter betyder, at det ikke kom på som planlagt, eller der fandtes sæd udenfor kondomet under eller efter samlejet. I det tilfælde er der behov for nødprævention.  Man kan købe nødprævention i form af fortrydelsespiller uden recept på apoteket. Denne behandling skal startes så hurtigt som muligt efter samlejet og senest 72 timer efter. Der findes også en receptpligtig fortrydelsespille, der kan tages op til 5 døgn efter ubeskyttet samleje. En tredje mulighed er at få oplagt en spiral. Denne behandling kan anvendes op til 5 døgn efter samlejet og har den fordel, at spiralen kan blive liggende som permanent prævention. 

Kondomet og vandbaseret glidecreme

Er der tendens til tørhed i skeden, eller bruges kondom i forbindelse med analsex (samleje i endetarmen), anbefales brug af vandbaseret glidecreme sammen med kondomet. Vandbaseret glidecreme anbefales også ved samleje med kondom under menstruation, fordi menstruationsblodet kan udtørre gummiet. Den vandbaserede glidecreme øger sikkerheden i forhold til seksuelt overførbare sygdomme væsentligt, idet den forstærker kondomets holdbarhed og elasticitet. Oliebaseret creme, såsom vaseline eller bodylotion, opløser gummiet og øger risikoen for, at kondomet går i stykker. Samtidig kan parfumeret creme også give anledning til allergi, hvis det bruges i og omkring kønsdelene. Vandbaseret glidecreme kan købes på apoteket.

Du kan få mange forskellige kondomer:

  • tynde
  • ekstra tynde
  • glatte
  • nuprede
  • med og uden reservoir
  • med og uden creme
  • med og uden farve
  • med og uden smag

Fordele

  • Hvis kondomet bruges rigtigt og hver gang, er der 97% sikkerhed for, at uønsket graviditet undgås
  • Kondomet er den eneste præventionsmetode, der beskytter begge parter i et samleje mod sexsygdomme som f.eks. klamydia og hiv
  • Kondomet giver kun sjældent bivirkninger
  • Alle kan købe kondomer for den fælles sikkerheds skyld, uanset køn eller alder

Ulemper

  • Mange mænd mener, at følsomheden under samlejet bliver mindre, når de bruger kondom
  • Kondomet kan glide af under samlejet, hvis det ikke bruges rigtigt
  • Der kan løbe sædvæske ud af kondomet, hvis det ikke bruges rigtigt
  • Der kan gå hul på kondomet, hvis det udsættes for særlig belastning
  • Få oplever at være overfølsomme overfor gummi 

Gode råd

Det er en god ide, hvis du øver dig i at rulle et kondom på, inden du skal være sammen med en partner. Så undgår I nogle af de årsager, der kan føre til problemer med kondomet. Gør kondomet til en del af forspillet; hun kan, lige såvel som han, rulle det på. På den måde bliver kondomet et fælles ansvar.

Kondomer og skarpe genstande passer ikke godt sammen. Vær opmærksom på, hvorledes kondomerne opbevares og håndteres: Skarpe negle, smykker og piercing kan beskadige gummiet. Undgå at opbevare kondomet i din pung eller i lommen. Kondomet skal opbevares i en lille æske eller lignende for at beskytte det optimalt.

 
Kilde: Foreningen Sex & Samfund og Danmarks Apotekerforening
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.