Sidst opdateret: 3. jul. 2008
Af Raben Rosenberg, professor, dr. med.
Mennesker, der er afhængige af alkohol eller andre rusmidler, har behov for dagligt at få tilstrækkelig mængder af det pågældende stof. Sker dette ikke, optræder der abstinenssymptomer. Det er kroppens signal om, at den mangler et stof, den plejer at få.
Hvad er abstinenser?
Det vigtigt at behandle abstinenssymptomer effektivt for at undgå tilbagefald i misbrug.
Abstinenssymptomer viser sig på forskellig måde, afhængigt af hvilket stof, man er afhængighed af og hvor udtalt afhængig, man er. Man bliver dog ved de fleste tilstande urolig, rastløs, sveder, kan ikke sove og bliver generelt utilpas. Ved afhængighed af alkohol og angstdæmpende medicin, kan der opstå særligt alvorlig abstinenstilstande præget af delir, dcs hvor man får hallucinationer og vrangforestillinger. I værste tilfælde kan man dø. Mennesker, der er afhængige af kokain eller amfetamin, bliver trætte, uoplagte og deprimerede. Ved afhængighed af morfin og heroin sveder man meget, har kuldefornemmelser og diaré.
Hvordan behandles abstinenser?
Abstinenssymptomer er meget ubehagelige, og da indtagelse af alkohol eller stoffer hurtigt kan bringe symptomerne til ophør, er det vigtigt at behandle abstienssymptomer effektivt for at undgå tilbagefald i misbrug. Princippet i abstinensbehandlingen er, at man i stedet for alkohol eller rusmidler giver et lægemiddel, der virker på samme måde og som udskilles langsomt fra kroppen. Herved kommer lægemidlet til at erstatte rusmidlets virkning i kroppen. Man må give en tilstrækkelig høj dosis til at få abstinenssymptomerne til at ophøre. Herefter vil man ofte fortsætte behandling med abstinensmedicin i lavere dosering og gradvist ophøre med behandlingen over nogle dage. Man bruger ofte angstdæmpende lægemidler af typen benzodiazepiner. I Danmark er der tradition for især at bruge diazepam og clopoxid ved misbrug af alkohol, angst- og sovemedicin. Ved afhængighed af heroin og lignende stoffer bruges metadon eller buprenorfin. Depression ved kokainafhængighed kan behandles med antidepressiv medicin. Behandling af abstinenssymptomer er en væsentlig forudsætning for, at en langsigtet plan for at komme ud af misbruget lykkes.