Sidst opdateret: 3. jul. 2008
Af Raben Rosenberg, professor, dr. med.
Antipsykotisk medicin er lægemidler, der kan normalisere symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger. De bruges ved en lang række sindssygdomme, især skizofreni og maniske tilstande. Stofferne har desuden en angstdæmpende og beroligende effekt.
Hvordan virker antipsykotika?
Der findes mange typer af antipsykotisk medicin, der inddeles ud fra tidspunkt for deres fremkomst og deres kemiske virkningsmåde. Al antipsykotisk medicin påvirker signalstoffet dopamin i hjernen. Dopamin er et vigtigt signalstof i forbindelse mellem nerveceller i særlige nervebaner, der har betydning for både psykologiske processer og muskelbevægelser. Ved at hæmme virkningen af signalstoffet svinder de sindssygelige symptomer, men der kan optræde bivirkninger i form af nedsat bevægelse af musklerne. De ældre antipsykiotika kom på markedet i 1950´erne og de nyere (ofte kaldt atypiske eller 2. generations antipsykotika) 20-30 år senere. De ældre stoffer har flere bivirkninger end de nyere. De nyere påvirker således ikke i samme grad muskelbevægelser, og de har også færre psykiske bivirkninger, da de har en mindre sløvende virkning.
Hvornår virker antipsykotika?
Den beroligende og angstdæmpende virkning sker i løbet af få timer, men den antipsykotiske effekt indtræder først efter flere dage eller flere uger. Behandlingen skal tilrettelægges individuelt, så doseringen bliver optimal. Man måler ofte blodets indhold af lægemidlet og benytter dette sammen med vurdering af effekt og bivirkninger i forhold til at styre behandlingen. Antipsykotisk medicin gives som tabletter eller ved indsprøjtning. Der findes særlige depotpræparater med flere ugers virkning. De benyttes især ved langvarig behandling og hos personer, der har svært ved at kunne gennemføre en tabletbehandling.
Hvor længe skal man tage medicinen?
Længden af behandlingsforløbet afhænger af den psykiske lidelse. Ved forbigående sindssygdomme vil man kunne nøjes med få uger, evt. måneders behandling. Ved skizofreni kan livslang behandling være påkrævet.
Bivirkninger
De ældre antipsykotika inddeles i høj- og lavdosis præparater. Højdosis præparater har en stærkere sløvende virkning og en tendens til at sænke blodtryk med svimmelhed til følge. Lavdosis præparater har ikke i samme grad disse bivirkinger, men påvirker til gengæld i højere grad muskelbevægelser. De kan føre til en tilstand, der ligner symptomer ved Parkinsons sygdom. De nyere antipsykotika har generelt set færre af sådanne bivirkninger og som anført også færre psykiske bivirkninger. De har mindre sløvende virkning på tænkning og har tilmed en aktiverende effekt over for symptomer som passivitet og initiativløshed, der især ses ved skizofreni. Til gengæld kan de nyere føre til uhensigtsmæssig påvirkning af sukker- og fedtstofskiftet, og regelmæssig kontrol heraf er påkrævet. Alt i alt er bivirkningsprofilen dog mere gunstig ved de nyere antipsykotika, som derfor ofte anvendes som førstevalgspræparater.
