Sidst opdateret: 3. jul. 2008
Af Raben Rosenberg, professor, dr. med.
Antidepressiva eller antidepressiv medicin er lægemidler, der kan normalisere psykiske symptomer ved depression. De bruges især til behandling af moderate og svære depressioner og til at forebygge nye perioder med depression. Stofferne er desuden effektive ved andre tilstande, især angst- og tvangstilstande og visse spiseforstyrrelser (bulimi). Antidepressiva er i dag førstevalgs præparater ved behandling af angsttilstande.
Hvordan virker antidepressiv medicin?
Der findes mange typer af antidepressiva, der inddeles ud fra stoffernes virkningsmåde og tidspunkt for fremkomst. Man inddeler ud fra lægemidlernes virkning på signaloverførslen mellem nerveceller i hjernen. Denne sker ved dannelse og frigørelse af særlige signalstoffer (især serotonin og noradrenalin). De bedst kendte er de såkaldte "lykkepiller", som hører til gruppen af serotonin specifikke genoptagelses-hæmmere (SSRI). De benævnes således, fordi de især hæmmer signalstoffet serotonins genoptagelse i hjernecellerne. Andre former for antidepressive stoffer hæmmer et andet signalstof; noradrenalin - og atter andre hæmmer både serotonin og noradrenalin (SNRI). Andre antidepressiva (se såkaldt MAO-hæmmere) hæmmer nedbrydningen af signalstoffer i nervecellerne og fremmer herved signaloverførslen. Uanset den specifikke mekanisme fører behandling med antidepressiva til en meget effektiv signaloverførsler i de områder af hjernen, der fungerer dårligt ved depression. Man taler om ældre og nyere antidepressiva. De ældre kom på markedet i 1950´erne, men de nyere kom ca. 20-30 år senere.
Hvornår virker antidepressiv medicin?
Virkningen af antidepressiv medicin indsætter typisk først efter 1-2 ugers behandling og er mest udtalt efter 6-8 uger eller evt. endnu senere. Doseringen skal afpasses den enkelte patients behov. For lav dosering giver ingen effekt, og for høj dosering giver uønskede bivirkninger. For nogle typer af antidepressiv medicin, benytter man måling af blodets indhold af lægemidlet til at styre behandlingen.
Hvor længe skal medicinen tages?
Et behandlingsforløb varer typisk 6-12 måneder. Ved behandling af tilbagevendende depression kan behandlingen blive endnu længere. Hvis man holder op for tidligt, risikerer man at blive syg igen. Når behandlingen skal ophøre, bør den gradvist aftrappes for at undgå ubehag.
Bivirkninger
De nyere antidepressiva har som regel færre og mindre alvorlige bivirkninger end de ældre. De væsentligste bivirkninger ved de ældre stoffer er tørre slimhinder, tendens til svimmelhed og sved samt øget appetit med vægtstigning. Ved overdosering er de livsfarlige. De nyere har ikke i samme grad disse bivirkninger, men de er ikke bivirkningsfrie. I starten kan der komme kvalme eller svimmelhed, og på længere sigt seksuelle bivirkning i form af manglende lyst eller orgasme.