Sådan gives medicin

Der er mange forskellige måder at give medicin på. Rent fagligt bruges ordet administration som en samlet betegnelse for, at et lægemiddel kan gives på forskellige måder fx gennem munden, ved indsprøjtning, via endetarmen, gennem huden osv.

Af og til kan medicin gives direkte til det sted på kroppen, hvor sygdommen findes. Det gælder fx mange hudsygdomme, sygdomme i øjet, øret, næsen samt halsen. Astma er også en sygdom, hvor medicin gives direkte til luftvejene, hvor det skal virke. Når medicin gives direkte, kalder man det for en lokal behandling.

Langt de fleste sygdomme er dog svære at behandle lokalt. De kræver, at medicinen skal føres rundt i kroppen via blodet. Det kaldes for systemisk behandling.

Gennem munden

Hovedparten af al medicin kan tages gennem munden i form af en tablet, kapsel, pulver, granulat (pulver der fx kan drysses på mad eller opløses i vand), eller i flydende form som dråber eller orale opløsninger (miksturer). Dråber og orale opløsninger er især beregnet til børn og personer med synkebesvær.

Der er forskellige fordele og ulemper ved at tage medicin på denne måde.

Fordele: Indtagelse gennem munden er enkel, sikker og billig, da du selv kan tage medicinen. Sammenligner man med indsprøjtning, er det også en forholdsvis ufarlig måde at tage medicin på, da der ofte er mindre risiko for allergiske bivirkninger.

Ulemper: Indtagelse gennem munden kræver, at du kan synke eller ikke har kvalme og opkastninger, ellers må medicinen gives på en anden måde. Desuden kan den måde, medicinen optages på, være forskellig fra person til person, hvorved virkningen også bliver forskellig fra person til person. Medicin kan reagere med andet medicin eller med mad, du har spist, og på den måde påvirke optagelsen. Visse typer medicin kan desuden irritere slimhinden i mavesækken.

I mundhulen

Medicin, du lægger i mundhulen uden at synke det, kan give en lokal virkning. Det kan også optages gennem slimhinden og på den måde virke i hele kroppen. Sugetabletter, mundskyllevæske og dentalgel (gel, der smøres på gummerne) er eksempler på medicin, der virker lokalt i mundhulen.

Visse typer af medicin er formet som en resoriblet eller medicinsk tyggegummi. Resoribletter lægges under tungen, hvor de smelter. Lægemidlet fra begge typer optages gennem mundslimhinden til blodet. Smeltetabletter er en anden lægemiddelform, som opløses i mundhulen og synkes med spyttet.

Fordele: Optagelsen af det virksomme lægemiddelstof fra mundslimhinden foregår hurtigt, så virkningen indtræder hurtigt. Det virksomme stof går direkte over i blodbanen uden om leveren, så en større del af det virksomme lægemiddelstof giver effekt. Det er bedst kendt fra nitroglycerin, som bruges til akut lindring ved hjertekrampe (angina pectoris).

Ulemper: Det er vanskeligt at fremstille et lægemiddel til brug i mundhulen, som kan komme over slimhinden. Samtidig er det vanskeligt at skjule en eventuel dårlig smag af et lægemiddelstof.

Gennem endetarmen

Medicin, der gives via endetarmen, kan dels bruges til behandling lokalt i endetarmen fx ved hæmorider, dels bruges til at virke generelt i kroppen, som fx ved behandling af smerter. Oftest er det i form af stikpiller (suppositorier), men opløsninger af medicinen i form af et klysma er også hyppige.

Fordele: Det er en enkel måde at bruge et lægemiddel på og meget brugbar, hvis man har kvalme og kaster op. Det er desuden en fordel i de tilfælde, hvor det ikke muligt at give en hurtig indsprøjtning, fx ved børn med feberkramper. Medicin, der gives gennem endetarmen, optages direkte i blodbanen, hvilket kan give en hurtigere virkning og en mindre nedbrydning af det aktive stof.

Ulemper: Optagelsen af det aktive stof fra endetarmen er ofte uregelmæssig og ufuldstændig. Det betyder, at det kan være svært at styre doseringen. Desuden kan lægemidlet virke irriterende på slimhinden i endetarmen.

På huden

De fleste typer af medicin, der bruges på huden, er til lokal behandling. Depotplastre er dog en undtagelse, da de bruges til at opnå en generel virkning i kroppen. Det benyttes blandt andet ved:

• hormonbehandling, hvor der skal gives østrogen
• nikotin til rygeafvænning
• medicin indeholdende morfin til lindring af smerte
• nitroglycerin til behandling af smerter i hjertet (angina pectoris)

Medicin til brug på huden kan være i form af opløsninger, skum, cremer, salver, spray, pastaer, gel eller pudder. Det er således muligt at finde lige netop den form af medicin, der passer til din hudtype og område. Fx er det nemmere at bruge et flydende lægemiddel på behårede områder end en salve. Samtidig er det mere kosmetisk tiltalende.

Fordele: Medicin til brug på huden kan bruges direkte på det sted, hvor sygdommen findes. Ved depotplastre kan medicinen gå over i blodbanen uden om leveren. Det betyder, at dosis ikke behøver at være så høj, og der tilføres en konstant mængde af det aktive stof hele tiden. Det er især en fordel ved rygeophør, hvor kroppen er afhængig af nikotin.

Ulemper: Hvis huden er beskadiget ved eksem, psoriasis, forbrændinger eller store hudafskrabninger er hudbarrieren brudt. Det betyder, at medicinen hurtigere kan optages, hvilket kan medføre bivirkninger. For depotplastre gælder det, at medicinen optages hurtigere, hvis man solbader eller bruger solarier, mens man har plastret på.

Via et implantat

Et implantat er et depot af medicin, der lægges under huden. Medicin, der optages i kroppen via denne metode, har været kendt længe. I dag findes der dog kun få lægemidler som implantat, her iblandt et hormon til svangerskabsforebyggelse.

Fordele: Medicinen kan sidde i lang tid som et depot under huden og frigives langsomt. Det betyder, at man ikke behøver at tage medicinen så ofte.

Ulemper: Det er dyrt at give, da der kræves en læge til placere implantatet korrekt under huden.

Ved indsprøjtning

Medicin, som sprøjtes ind i kroppen kan gives forskellige steder, fx

• i en blodåre (kaldet intravenøst, da det gives i en vene)
• i en muskel (intramuskulært)
• under huden (subkutant)

Desuden kan indsprøjtning foregå i rygmarven (epidural). Det benyttes ofte ved døende patienter eller tilstande, hvor personen er i stærke smerter.

Fordele: Effekten af en indsprøjtning i en vene er effektiv, idet medicinen går direkte til blodet. Om optagelsen af medicin er hurtig eller langsom, når der indsprøjtes i musklen eller under huden, afhænger af, om lægemiddelstoffet er let at opløse i væsker fx blod. Ved at give indsprøjtninger kan man styre doseringen nøjagtig, hvorved risiko for medicinforsømmelse nedsættes.

Ulemper: Det er dyrt at give indsprøjtninger, da det kræver specialudstyr og uddannet sundhedspersonale at give medicinen. Der opleves desuden flere bivirkninger, idet der kan opstå skader på vævet ved indsprøjtning under huden eller i en muskel. Det skyldes, at visse stoffer kan virke irriterende de steder, det indsprøjtes.

Via luftvejene

Medicin via luftvejene omfatter medicin, der virker enten lokalt på næseslimhinden eller generelt i kroppen efter optagelse via næseslimhinden. Medicin, der efter inhalation gennem munden, udøver en lokal virkning på lungerne, omfattes også af denne gruppe.

Medicin til brug på næseslimhinden omfatter næsespray og næsedråber. Medicin til lokal virkning i lungerne omfatter midler til behandling af astma og andre luftvejslidelser. Hertil findes mange forskellige inhalationssystemer, både i form af inhalationsaerosoler og -pulver.

Fordele: Såvel næsespray som inhalationsaerosol og -pulver er lette at bruge. Desuden er der meget få bivirkninger ved brug af astmamidler. Det skyldes, at der sjældent optages noget til blodbanen, som kan give en virkning i resten af kroppen. Astmainhalatorer fylder desuden ikke ret meget, så de er nemme at have med.

Ulemper: Næseslimhinden er meget følsom , hvilket gør det vanskeligt at udvikle nye lægemidler, der kan tåles. For at få optimal virkning af astmamedicin kræver det, at man har den korrekte inhalationsteknik. For pulver-inhalatorerne kræver det, at man kan lave en god dyb indånding.

I livmoderen

Lægemidler, der kan bruges i livmoderen er fx spiraler, som afgiver forskellige stoffer, fx kobber eller hormoner.

Fordele: Lægemidlet kan sidde i livmoderen i flere år. Det kan med fordel anvendes af personer, for hvem det kan være meget svært at huske at tage medicin.

Ulemper: Nogle kvinder kan ikke tåle de stoffer, spiralerne indeholder.

I skeden (vagina)

Medicin, der indføres i skeden, er oftest til lokal behandling. Det kan være i form af stikpiller (vagitorier), kapsler, creme, gel eller skum. Der findes desuden en vaginalring med østrogen, hvor østrogenet frigives langsomt.

Fordele: Medicinen kan bruges direkte det sted, hvor sygdommen findes.

Ulemper: Det kan være svært at efterleve en behandling, hvor der skal bruges medicin gennem længere tid i skeden. Der findes dog nogle lægemidler, som har depotvirkning. Hermed kan man nøjes med at behandle én gang. Ved vaginalringe er det svært at finde gummimaterialer, som ikke giver lokale gener fx i form af allergiske reaktioner.

Systemisk behandling i skeden findes i form af præventionsformen, p-ring. P-ringen indeholder østrogen og gestagen som p-piller.

I øjne og ører

Medicin til øjne og ører gives for at få en lokal virkning. Medicinen omfatter dråber eller salve.

Fordele: Det er let at anvende.

Ulemper: Det er meget svært at fremstille medicin, der kan virke disse steder. Lægemidler til øjet, som skal have en længerevarende virkning, er svære at fremstille uden at tilsløre eller på anden måde påvirke synet. Der kan desuden opstå bivirkninger, hvis der sker en optagelse fra slimhinden i øjet til resten af kroppen.

Lægemiddelformer

Hvis du gerne vil vide mere om administration af lægemidler, kan du læse om de hyppigst anvendte lægemiddelformer i opslagsværket Lægemiddelformer.