Antihistaminer

Antihistaminer er lægemidler, som modvirker effekten af histamin på kroppens celler. Histamin er et stof, som frigives ved allergiske og allergilignende reaktioner. Histamin giver de typiske symptomer ved høfeber og nældefeber og kan også bidrage til symptomerne ved astma. Histamin giver således kløe, øget slimdannelse, rødme i huden mm.

Hvad bruges antihistaminer til?

Antihistaminer kan påvirke resultatet af en priktest.

Antihistaminer anvendes ved forskellige typer af allergi som f.eks. høfeber, nældefeber og fødemiddelallergi. De anvendes desuden til transportsyge.

Hvordan virker antihistaminer?

Histamin findes bundet i kroppens celler, men ved forskellige påvirkninger kan det frigøres og udøve sin virkning ved binding til receptorer ("modtager"-molekyler på overfladen af celler). Antihistaminer kan bindes til de samme receptorer, de såkaldte histaminreceptorer, og derved forhindre virkningen af histamin.

Hvilke typer findes?

Der skelnes mellem de sløvende antihistaminer og de ikke-sløvende antihistaminer samt de lokalt virkende antihistaminer. Nogle af præparaterne fås i håndkøb, mens andre kun fås på recept.

Sløvende antihistaminer

Nogle af de sløvende antihistaminer har virkning på transportsyge, dvs. køresyge, søsyge og luftsyge. De sløvende antihistaminer er mærket som trafikfarlig medicin med en rød advarselstrekant på pakningen. Du skal derfor være forsigtig, hvis du f.eks. skal køre bil efter at have taget disse stoffer. Den sløvende virkning er forskellig fra præparat til præparat - og fra person til person. Du kan eventuelt vælge præparat efter, om du vil være vågen eller sove undervejs på turen. Præparaterne har forskellig virkningsvarighed, du kan derfor også vælge præparat afhængig af, hvor længe du rejser og dermed, hvor længe du har brug for virkningen. Husk at tage tabletterne 1-2 timer før du har brug for virkningen, da de virker bedst, når de tages forebyggende. Hvis du bruger andre sløvende lægemidler, bl.a. sovemedicin og stærke smertestillende midler, kan du opleve en kraftigere sløvende virkning af antihistaminerne, da samtidig brug giver en øget sløvende effekt af de sløvende antihistaminer. De sløvende antihistaminer kan også anvendes ved andre tilstande, hvor du ønsker den sløvende virkning, f.eks. ved hudkløe. Du kan med fordel tage de sløvende antihistaminer om aftenen, inden du går i seng, da det ellers kan være umuligt at falde i søvn pga. kløen.

Ikke-sløvende antihistaminer

De ikke-sløvende antihistaminer anvendes mod allergi som f.eks. høfeber og nældefeber samt insektstik. Der er ingen forskel på virkningen af de ikke-sløvende antihistaminer, og de virker næsten lige hurtigt. Der kan derimod være forskel på, hvilke bivirkninger du oplever. Der er også forskel på, hvilken anden medicin, du må tage sammen med tabletterne. Desuden har præparaterne forskellig virkningsvarighed. Det kan derfor være en god idé at prøve flere forskellige præparater for at finde frem til det, du synes er bedst.

Lokalt virkende antihistaminer

Nogle antihistaminer kan gives lokalt i øjnene, næsen eller på huden. Det er godt at bruge et lokalt virkende præparat, som virker der hvor symptomerne stammer fra. Antihistaminer som bruges lokalt har sjældent bivirkninger ud over let svie hos nogle få. Hvis du har allergi, hvor symptomerne er kløe og svie i øjnene, kan du bruge øjendråber med antihistamin. De virker sædvanligvis efter 10-15 minutter. Husk at nogle øjendråber skal omrystes lige før brug. Hvis du bruger bløde kontaktlinser, må du ikke anvende øjendråber konserveret med benzalkoniumclorid med mindre du venter ca. 30 minutter, før du indsætter linserne efter at have brugt øjendråberne. Vær opmærksom på holdbarheden af øjendråberne. De fleste konserverede øjendråber kan anvendes i op til 1 måned efter åbning. Ukonserverede kan højst anvendes i 1 uge efter åbning. Øjendråber i enkeltdosisbeholder skal anvendes umiddelbart efter åbning. Hvis du derimod har allergi, hvor symptomerne er kløe i næsen og nyseture, kan du bruge næsespray med antihistamin. Næsespray virker ligeledes hurtigt. Du skal dog være opmærksom på, at antihistamin stort set ikke virker mod stoppet næse. Hvis du har stoppet næse i forbindelse med allergi, kan du i stedet anvende næsespray med binyrebarkhormon. Vær opmærksom på, at nogle typer næsespray skal omrystes før brug. Ved kløende insektstik kan du smøre huden med f.eks. mepyramin.

Hvordan bruges antihistaminer?

Tabletterne tages fra én til tre gange om dagen afhængig af præparatet, da de har forskellig virkningsvarighed. Nogle virker kun få timer, mens andre virker i 24 timer. Når virkningsvarigheden er kort skal lægemidlet anvendes flere gange dagligt for at opnå døgndækning. Du får den bedste virkning, hvis du tager antihistaminer forebyggende, dvs. inden du udsættes for det, du har allergi overfor. Hvis du f.eks. har allergi over for hunde, er det bedst at tage antihistaminer, inden du besøger nogen med hund. Hvis du har pollenallergi, kan du tage antihistaminer i den periode, hvor der er de pollen i luften, som du ikke kan tåle. Antihistaminer har dog også effekt, når symptomerne er begyndt, idet de mildner symptomerne og afkorter forløbet.

Hvad skal du være opmærksom på?

Lokalbehandling med øjendråber og næsespray er ofte ikke tilstrækkeligt, og det kan også være besværligt at bruge flere præparater. Du kan da bruge antihistamintabletter i stedet. Hvis du har meget allergi, kan det være nødvendigt, at du både bruger tabletter og lokalbehandling. Ved en meget svær allergi kan en kur med binyrebarkhormon - efter aftale med lægen - komme på tale hvis anden behandling ikke har hjulpet. Hvis du er gravid kan du tage de sløvende antihistaminer. De ikke-sløvende antihistaminer anbefales ikke til gravide pga. manglende erfaring. Giv kun antihistaminer til børn hvis der er angivet en børnedosering på pakningen. Visse antihistaminer bør kun anvendes til børn under 15 år efter lægens anvisning. Antihistaminer kan påvirke resultatet af en priktest. Du skal derfor undlade at tage antihistaminer, før du får foretaget en priktest. Det afhænger af det enkelte præparat hvor mange dage før, du skal holde op med at bruge tabletterne, men det er typisk 2-3 dage før.

 
Læs også:

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her
Pollenkalender

Pollental10. februar 2012

Kbh.Vib.
AlternariaLav0
CladospMiddel0
Græs10

Sundhedstilbud

Lad apoteket hjælpe dig til et sundere liv.
 
Find apotekets tilbud i din kommune
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.