Sidst opdateret: 23. nov. 2011
Angina pectoris (hjertekrampe) er en iskæmisk hjertesygdom, som giver anfaldsvise smerter og trykken i brystet som følge af dårlig blodtilførsel til hjertemusklen. Smerten stråler ofte ud i venstre arm, sjældnere ud i højre arm eller op i hals- og kæbeområdet. Smerteanfaldene ledsages ofte af let åndenød og svimmelhed. Herudover kan hjertet slå hurtigere.
Hjertekrampe opstår fordi hjertet ikke får ilt nok. Årsagen hertil er oftest åreforkalkning. Her er kranspulsårene forsnævrede hvilket medfører, at blodforsyningen til hjertet ikke er tilstrækkelig. Den medicinske behandling skal øge hjertets iltforsyning og nedsætte iltforbruget. Målet er, at der på intet tidspunkt opstår utilstrækkelig blodtilførsel til hjertet.
Nitroglycerin har sædvanligvis en god effekt mod stabil angina pectoris.
Man inddeler angina pectoris i to typer:
Stabil angina pectoris
- der oftest udløses i forbindelse med kulde eller anstrengelser. Smerterne varer 10-15 minutter. Anfaldsmønstret er konstant gennem en længere periode. Sædvanligvis er der en god effekt af nitroglycerin.
Ustabil angina pectoris
- har et forløb med hyppigere og hyppigere anfald af smerter eller øget smerteintensitet. Anfaldene provokeres lettere og lettere af fysisk aktivitet og kulde, og de kan også opstå under hvile.
Den medicinske behandling af angina pectoris omfatter følgende lægemiddelgrupper:
- Nitrater
- Betablokkere
- Calciumantagonister
Nicorandil - Virkningen skyldes åbning af kaliumkanaler i karvæggens glatte muskler. Nicotinamidderivat. Bruges som forebyggende mod angina pectoris.
Ivabradin - Nedsætter hjertefrekvensen. Anvendes ved kronisk stabil angina pectoris hos patienter med normal sinusrytme, som er intolerante over for betablokkere, eller hvor betablokkere er kontraindiceret.
Alle patienter skal så vidt muligt have et blodpladehæmmende middel - i langt de fleste tilfælde anvendes acetylsalicylsyre. Acetylsalicylsyre tages som tabletter, og behandlingen fortsætter resten af livet. Hvis man ikke tåler acetylsalicylsyre, kan man i stedet anvende clopidogrel, som også er et blodpladehæmmende middel.