Medicinmisbrug og afhængighed

Udviklingen af effektive lægemidler har stor betydning for nye og epokegørende fremskridt i behandlingen af sygdomme. En lang række fysiske og psykiske sygdomme behandles i dag med medicin. Og der udvikles stadig nye lægemidler med større effekt og færre bivirkninger end de hidtil anvendte præparater. I forbindelse med sygdom er det velkendt forløb, at lægen undersøger patienten, stiller sin diagnose for herefter af ordinere et lægemiddel i en bestemt dosis. Når sygdommen er kureret efter en vis tid, afsluttes behandlingen uden større problemer.

Dette forløb gælder dog ikke altid ved behandling med visse smertestillende og angstdæmpende lægemidler. Trods lægens anvisninger tager patienterne medicinen i højere doser og gennem længere tid. De misbruger med andre ord medicinen og nogle ender med at blive afhængige af medicinen.

Hvad er medicinmisbrug og -afhængighed?

Man misbruger medicin, hvis man tager medicin for at opnå en rusvirkning eller for at få daglige problemer på afstand. De mest almindelige former for misbrug er misbrug af morfin-præparater (smertestillende midler) og benzodiazepiner (angst- og sovemedicin). Disse stoffer påvirker bestemte signalstoffer i hjernen og kan fremkalde psykiske ændringer, der på mange måder svarer til den rusvirkning, man opnår ved at drikke alkohol.

Ligesom med alkohol er der risiko for at udvikle afhængighed af medicinen. Man taler om afhængighed af medicin, når der efter nogen tids brug (uger til måneder) opstår en udtalt trang til at indtage lægemidlet. Man kan ikke styre sit forbrug, og det at skaffe og indtage medicin bliver en væsentlig aktivitet i dagligdagen. Får man ikke tilstrækkelig med medicin, får man abstinenser som uro, angst og søvnbesvær. Abstinenser er udtryk for, at kroppen har vænnet sig til at få medicin. Denne tilvænning viser sig også ved, at man skal indtage stadig større mængder for at opnå en effekt. Det kaldes for toleransudvikling.

Brug eller misbrug?

Benzodiazepiner bruges til behandling af angsttilstande og søvnforstyrrelser. De virker hurtigt og effektivt og har relativt få bivirkninger. Langt de fleste patienter indtager kun stofferne efter lægens nøje ordination. For at opnå tilstrækkelig bedring kan det være nødvendig med langvarig behandling. Hvis behandlingen har stået på i mere end 3-4 uger, kan der ved pludseligt ophør opstå abstinenser. Det sker ikke, hvis man aftrapper medicinen gradvist over nogle uger. Da medicinen ikke indtages, for at blive påvirket eller få problemer på afstand, er disse patienter ikke misbrugere. De følger nøje lægens anvisninger.

Mennesker, der misbruger benzodiazepiner, indtager derimod større doser end den, lægen har ordineret, for at opnå den alkohollignende effekt ("tørsprit"). I stedet for 3 tabletter dagligt indtages måske 5 eller flere tabletter på én gang. Misbrugere vil ofte forsøge at presse lægen til at skrive mange flere tabletter ud, og hvis det ikke lykkes, forsøger de at skaffe tabletterne illegalt. Efterhånden bliver det mere og mere vanskeligt at styre medicinforbruget. Der er opstået en stærk trang til medicinen, og man er blevet afhængig.

Misbrug og udvikling af afhængighed af morfin-præparater sker på samme måde - men hurtigere, og toleransen over for virkningen kan blive meget udtalt, så man skal tage 50 eller flere gange så meget som oprindeligt. Morfin-præparaterne bliver ordineret for svære smerter og er meget virksomme. Men mange patienter får en rusvirkning, som de oplever som særdeles behagelig, og som de derfor fremover stræber efter. I perioder med personlige eller sociale problemer kan ønsket om at "drukne problemer" med medicin blive særlig stor. Efterhånden opstår den udtalte trang til at tage morfin-præparater, og det er udtryk for at man er blevet afhængig af medicinen.

Hvad der startede som lægeordineret smertebehandling kan føre til svær afhængighed og i de værste tilfælde til social invaliditet. Det er derfor vigtigt, at lægen løbende nøje vurderer behovet for morfin-præparater, og at de pårørende er opmærksomme på misbrug.

Hvem får sygdommen?

Misbrug og afhængighed opfattes som psykiske sygdomme. Man skønner, at risikoen for på et eller andet tidspunkt i livet at få et alvorligt medicinmisbrug er cirka 6 %. Mennesker med langvarige psykiske og fysiske lidelser har særlig risiko, fordi langvarige sygdomme medfører smerter og evt. invaliditet, der kan føre til øget brug af medicin.

Årsager

Mange mennesker udvikler et misbrug, fordi de tidligere har fået medicin som behandling af en sygdom og oplevede effekten som meget behagelig. Hvis de har vedvarende smerter, angst, personlige og sociale problemer, begynder nogle at indtage stadigt større mængder for at få problemerne på afstand. Herved vænner kroppen sig hurtigt til at få medicin, og der optræder abstinenser, hvis man ophører. På den måde opstår en ond cirkel.

Psykiske lidelser, fx angst og depression, der ikke er blevet optimalt behandling, kan føre til misbrug af medicin. Men alle mennesker kan blive afhængige af medicin, hvis de blot indtager præparaterne i tilstrækkelig stor mængde og tid.

Behandling

Behandling af medicinmisbrug og afhængighed kræver en nøje analyse af helbredstilstanden, samt familie- og arbejdsmæssige forhold. Behandlingen har to hovedformål, nemlig at bringe misbruget til ophør og at forebygge tilbagefald. En forudsætning er, at misbrugeren er motiveret til behandling.

Det første formål er det letteste at opnå. Princippet er, at man aftrapper behandlingen over nogle dage eller uger ved gradvist at mindske den daglige dosering. Herved afvænnes kroppen gradvist, og man kan undgå abstinenser.

Det er vanskeligere at forebygge tilbagefald. Man skal sætte ind over for årsagerne. Og det vil sige, at de bagvedliggende psykiske og fysiske lidelser effektivt skal behandles. Støttende samtaleterapi er særdeles vigtigt for at opretholde motivationen til at være medicinfri. Alt afhængig af misbrugets omfang vil man sætte ind med forskellige former for social støtte og revalidering. I nogle regioner er der særlig smerteklinikker, der er eksperter i at udrede årsager til kroniske smerter og i at give den mest hensigtsmæssige behandling.

Den praktiserende læge spiller en central rolle i behandlingen. Ved de sværeste former for misbrug kan psykiatrisk behandling blive nødvendig i et tæt samarbejde med sociale myndigheder.