Sygesikringens regler om medicintilskud

Det er Lægemiddelstyrelsen der beslutter, hvilken medicin sygesikringen yder tilskud til. Sygesikringen giver tilskud til mange typer medicin (generelt tilskud), men der findes også medicin, som kun er tilskudsberettiget i særlige tilfælde (klausuleret tilskud). Det kan fx være hvis, man er pensionist eller lider af en bestemt sygdom og recepten er påtegnet "Tilskud" af lægen. Derudover kan din læge søge Lægemiddelstyrelsen om individuelle tilskud fra sygesikringen.

Dit tilskudsår starter første gang, du køber tilskudsberettiget medicin og slutter ét år efter denne dato.

Tilskuddets størrelse afhænger af dine samlede årlige udgifter til tilskudsberettiget medicin, før tilskuddet er trukket fra. Det betyder, at din tilskudsprocent stiger i løbet af året i takt med dine samlede udgifter. Jo større udgifter inden for en periode på et år, jo større bliver din tilskudsprocent. Derudover afhænger tilskudsprocenten af, om du er over eller under 18 år gammel ved starten af din tilskudsperiode.

Er du over 18 år, betyder tilskudsreglerne:

  • At du ikke får tilskud, hvis din samlede udgift til køb af tilskudsberettiget medicin er mindre end 890 kr. i løbet af en periode på ét år.
  • At du får tilskud på 50 % til den del af udgiften, der ligger mellem 890 og 1.450 kr.
  • At du får tilskud på 75 % til den del af udgiften, der ligger mellem 1.450 og 3.130 kr.
  • At du får tilskud på 85 % til udgifter, der overstiger 3.130 kr.

Er du under 18 år - eller fylder du 18 år i løbet af dit tilskudsår - får du 60 % tilskud ved køb af tilskudsberettiget medicin op til 1.450 kr. inden for en periode på ét år. Til udgifter over 1.450 kr. får du tilskud efter de samme regler, som gælder for personer over 18 år.

Årlig udgift pr. person til tilskudsberettiget medicin før tilskuddet er trukket fra(*) Tilskud til personer over 18 år Tilskud til personer under 18 år
0-890 kr. 0 % 60 %
890-1.450 kr. 50 % 60 %
1.450-3.130 kr. 75 % 75 %
Over 3.130 kr. 85 % 85 %

(*) Beløbsgrænserne reguleres én gang hvert år - næste gang 1. januar 2013.

Dit tilskudsår starter første gang, du køber tilskudsberettiget medicin og slutter ét år efter denne dato. Et nyt tilskudsår starter første gang, du køber tilskudsberettiget medicin efter dit forudgående tilskudsår er udløbet.

Eksempel

Du er over 18 år og køber i løbet af ét år tilskudsberettiget medicin for 3.370 kr.

De første 890 kr., som du køber for på apoteket, betaler du selv.

Herefter er din saldo i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR) 890 kr., og du er derfor berettiget til at få 50 % i tilskud ved dit næste køb på apoteket. Det betyder, at du til den del af udgiften, der ligger mellem 890 kr. og 1.450 kr. - dvs. 560 kr. - får 280 kr. i tilskud og selv betaler 280 kr.

Din saldo i CTR er nu 1.450 kr., og du er derfor berettiget til at få 75 % i tilskud ved dit næste køb på apoteket. Det betyder, at du til den del af udgiften, der ligger mellem 1.450 og 3.130 kr. - dvs. 1.680 kr. - får 1260 kr. i tilskud og selv betaler 420 kr.

Din saldo i CTR er nu 3.130 kr., og du er derfor berettiget til at få 85 % i tilskud ved dit næste køb på apoteket. Det betyder, at du i resten af dit tilskudsår er berettiget til at få 85 % i tilskud. I dette eksempel køber du for 240 kr. - får 204 kr. i tilskud og betaler selv 36 kr.

I løbet af dit tilskudsår betaler du selv (890+280+420+36) kr. = 1.626 kr., når du køber tilskudsberettige medicin for 3.370 kr. Dit tilskud fra sygesikringen er i dette tilfælde 1.744 kr.

 
Kilde:Opdateret af Gitte Hessner, farmakonom, Danmarks Apotekerforening
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.