Test dig selv

Hvilken form for prævention passer bedst til dig?

Få svar på dine spørgsmål

Læs svar på spørgsmål om glemte p-piller, kondomer, klamydia og meget andet

Den første store kærlighed

Fra kys til prævention

Prævention til unge



Sidst opdateret: 18. august 2009
Af Charlotte Wilken-Jensen

Når unge står over for at skulle vælge prævention første gang, er der mange hensyn, der skal tages. Den unge kvinde (og mand) skal først og fremmest beskyttes mod to ting - nemlig uønsket graviditet og sexsygdomme. Disse to hensyn gør, at den umiddelbare ideelle prævention vil være at bruge en sikker hormonel prævention (p-piller, p-ring, p-stav) for at undgå graviditet og kondom, lige fra starten og hver gang, for at beskytte mod sexsygdomme.

Brug kondom hver gang du har sex! Det beskytter dig og din partner mod uønsket graviditet og sexsygdomme og til en vis grad kvinden mod uønsket graviditet.

Sexsygdomme

Sexsygdomme ses i alle aldersgrupper, men specielt kønsvorter og klamydia er udbredt unge. Det skyldes, at mange unge som et naturligt led i deres seksuelle udvikling og modning typisk vil have flere forskellige partnere. Det er der ikke noget mærkeligt i, men det øger behovet for at anvende kondom, som beskytter effektivt mod klamydia og nogle af de andre mere sjældne sexsygdomme (gonoré, hepatitis, hiv), men ikke så effektiv mod kønsvorter.

Sunde valg

For at blive fortrolig bruger af kondom, kræver det ofte, at man har brugt det fra starten af sit seksuelt aktive liv. Derfor er det også vigtigt, at unge fra starten netop bliver fortrolige med at bruge kondom og dermed forbinder det med en hel naturlig del af et sundt sexliv.

Drenge rådes til at øve sig i ro og mag forinden, så de ikke overfaldes af febrilsk fumleri første gang, de skal have sex. Såvel piger som drenge rådes til altid at have kondomer med i lommen eller i tasken. Nogle gange viser muligheden for et rart og tæt seksuelt samvær sig på et helt uventet tidspunkt, og da skal der være kondomer inden for rækkevidde.

P-piller, p-ring og p-stav

Der er flere grunde til, at p-piller for det meste er et godt præventionsvalg til unge kvinder. For det første er sikkerheden høj, og for det andet har p-piller andre sundhedsfremmende virkninger hos de unge kvinder, f.eks. nedsat blødningsmængde 8ingen blodmangel), og færre eller ingen menstruationssmerter (ingen sygemeldinger eller behov for smertestillende medicin). alle midler med gestagen (p-piller, p-ring, p-stav og minipiller) har desuden en vis beskyttende effekt overfor sexsygdomme, fordi gestagenet i midlerne gør sekretet ved livmoderhalsen sejt og uigennemtrængeligt for sædceller, og i nogen grad også for klamydia og bakterier.

Effektiv prævention

Kondom brugt rigtigt og under hele samlejet har en sikkerhed på ca. 97 %. Desværre bruges kondomet alt for ofte ikke sådan, derfor er der behov for en supplerende metode, så uønsket graviditet undgås. Hvis kondomet mod forventning falder af, går i stykker eller helt glemmes i den ophidsede stund, er der risiko for, at den unge pige er blevet gravid. I så fald kan hun overveje at få den såkaldte fortrydelsespille. Den skal tages inden for 72 timer efter det ubeskyttede samleje og kan fås i håndkøb på apoteket.

Gode råd til de unge

  • Brug kondom hver gang du har sex! Det beskytter dig og din partner mod uønsket graviditet og sexsygdomme og til en vis grad kvinden mod uønsket graviditet.
  • Find frem til de kondomer, som passer dig/jer bedst. Det kan både dreje sig om størrelse, materiale, farve og duft.
  • Sørg altid for at have nogle kondomer i din pung eller taske.
  • Hvis du ikke bruger en sikker præventionsmetode mod uønsket graviditet, så husk at du kan vælge at bruge fortrydelsespillen, hvis kondomet mod forventning springer eller falder af (det sker dog stort set aldrig), eller du glemmer at bruge kondomet.
  • Man kan have det lige så sjovt og skønt med kondom som uden!


Danmarks Apotekerforening, Kanonbådsvej 10, 1437,  København K, Telefon: 33 76 76 00, ,  kundeservice@apoteket.dk