Livmoderhalskræft
Nu kan unge piger vaccineres
Livmoderhalskræft
Sidst opdateret: 01. december 2009
Af Gedske Daugaard
Livmoderhalskræft, også kaldet cervixcancer, ses i alle aldersgrupper fra ganske unge kvinder til kvinder, der er over 90 år gamle. Hos kvinder der jævnligt får foretaget celleprøver fra livmoderhalsen kan sygdommen forebygges.
Livmoderhalsen danner forbindelsen mellem livmoderhulen og skeden. Til begge sider for livmoderen sidder æggeledere og æggestokke.
Hyppighed
Livmoderhalskræft er den 10. hyppigste kræftsygdom hos kvinder, og der er ca. 400 nye tilfælde om året i Danmark.
Antallet af tilfælde af livmoderhalskræft er faldet betydeligt over de sidste 20-30 år. Det skyldes, at der er indført screening, dvs. folkeundersøgelser, hvor man med jævne mellemrum undersøger kvinder for tidlige forstadier til livmoderhalskræft. Det er nu muligt at vaccinere mod livmoderhalskræft. Dog er sikkerheden ved vaccination ikke 100%, hvorfor det fortsat er nødvendigt at følge screeningsprogrammerne.
Omkring 45% af kvinder med livmoderhalskræft er under 35 år på det tidspunkt, hvor diagnosen stilles, og omkring 10% er ældre end 65 år.
Årsager til livmoderhalskræft
Livmoderhalskræft kan ses som en seksuelt overført sygdom. Kvinder, som aldrig har været seksuelt aktive, vil meget sjældent udvikle denne form for kræft. Alle kvinder, der har været seksuelt aktive, er i risiko for at udvikle sygdommen.
Virus
Meget tyder på, at et virus er medvirkende årsag til udviklingen af livmoderhalskræft. Dette virus kaldes human papilloma virus, hvilket i daglig tale kaldes kønsvorter eller kondylomer.
Der findes mere end 78 typer af human papilloma virus (HPV), men HPV-16 er det, der hyppigst har været påvist i forbindelse med livmoderhalskræft. Det er ikke nok, at HPV-virus er til stede for at udvikle livmoderhalskræft. Andre faktorer er også nødvendige for udvikling af sygdommen. Blandt andet nogle af de nedenfor nævnte risikofaktorer.
Læs artiklen om vaccination mod livmoderhalskræft
HIV-infektion
HIV-positive kvinder har en større forekomst af livmoderhalskræft end HIV-negative kvinder. Samtidig har HIV-positive kvinder dog også en større forekomst af HPV-infektion.
Antal seksualpartnere
Et stort antal seksualpartnere ser ud til at øge risikoen for livmoderhalskræft. Der har også været peget på, at en tidlig seksuel debut skulle øge risikoen, men dette er mere usikkert.
Rygning
Der er dobbelt så stor risiko for at udvikle livmoderhalskræft, hvis man er ryger.
Symptomer på livmoderhalskræft
Forstadier til livmoderhalskræft er ikke forbundet med nogen symptomer. Egentlig livmoderhalskræft kan vise sig ved en eller flere symptomer:
- blødning fra skeden
- udflåd
- smerter
- blødning i forbindelse med samleje
På grund af, at livmoderhalsen ligger tæt på blæren og endetarmen, kan der ved mere udbredt sygdom ses symptomer som:
- hyppig vandladning
- manglende vandladning
- problemer med afføringen
Faresignaler
Usædvanlige blødninger, fx i forbindelse med samleje, bør altid føre til lægekontakt.
Hvad kan man selv gøre?
- Få udført regelmæssige smear-undersøgelser hos lægen. For at opfange tidlige celleforandringer, og dermed forebygge egentlig livmoderhalskræft, er det vigtigt, at man får foretaget regelmæssige smear-undersøgelser. Det anbefales, at man får taget den første celleprøve, når man er fyldt 23 år. Herefter tages en prøve hvert 3. år, indtil man er fyldt 59 år. Nyere forskningsdata tyder på at man ved hjælp af vaccination kan undgå infektion med HPV og dermed forebygge livmoderhalskræft. Vaccinationen skal gives i 11-13 års alderen.
- Nyere forskningsdata tyder på at man ved hjælp af vaccination kan undgå infektion med HPV og dermed forebygge livmoderhalskræft. Vaccinationen skal gives i 11-13 års alderen.
- Undgå rygning
- Brug kondom ved samleje. Det mindsker risikoen for kønsvorter (HPV-virus) betydeligt.
Undersøgelser
Screening
Ved screening for livmoderhalskræft fjerner lægen celler fra livmoderhalsen (smear-undersøgelse). Disse celler bliver efterfølgende undersøgt under mikroskop. For at smear-undersøgelsen er udført rigtigt, er det vigtigt, at den indeholder såkaldte endocervicale celler, som er celler fra livmoderhalsens slimhinde.
Colposkopi
Hvis der findes celleforandringer ved en smear-undersøgelse vil der efterfølgende blive foretaget en colposkopi. Denne undersøgelse foretages enten hos en praktiserende gynækolog eller på sygehus.
Et colposkop er en kikkert, hvormed man kan undersøge livmoderhalsens overflade. Ved hjælp af colposkopet kan man se, om der er lette eller svære forandringer at se på livmoderhalsen. Samtidig er der mulighed for at tage vævsprøver fra mistænkte områder. Disse vævsprøver vil efterfølgende blive undersøgt under et mikroskop.
Gynækologisk undersøgelse
Tidlige stadier af livmoderhalskræft findes oftest i forbindelse med en gynækologiske undersøgelse, hvor der samtidig foretages smear-undersøgelse. Symptomer, som nævnt ovenfor, kan dog også være årsagen til, at man søger læge.
Livsmoderhalskræft kan i de fleste tilfælde ses og føles ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. For at være sikker på diagnosen, skal der dog altid tages en vævsprøve. Denne vævsprøve undersøges efterfølgende under miskroskop.
Hvis vævsprøven viser, at der er tale om kræft, foretages der yderligere undersøgelser med henblik på at klarlægge, hvor meget kræftsygdommen har spredt sig. Dette kan foregå ved en gynækologisk undersøgelse i fuld bedøvelse Man kan ved denne undersøgelse vurdere, om kræften har spredt sig ud over livmoderhalsen og ud i bækkenet. Samtidig kan der foretages undersøgelse af blære og tarm.
Blære og tarm undersøges for at afgøre, hvorvidt kræftsygdommen er vokset ind i disse organer. Udover dette kan man efterfølgende supplere med røntgenundersøgelse eller UL-scanning af nyrer og urinledere for at sikre sig, at kræftknuden ikke afklemmer urinlederne.
Forløb
Man inddeler livmoderhalskræft i forskellige stadier, alt efter hvor udbredt sygdommen er. Denne inddeling har stor betydning for den efterfølgende behandling.
Stadium I
Dette er det tidligste stadium af sygdommen. Kræften er her lokaliseret til selve livmoderhalsen og har ikke spredt sig uden for denne.
Stadium II
Her har kræftsvulsten spredt sig udenfor selve livmoderhalsen, og kan enten være vokset ned i den øverste del af skeden eller kan have bredt sig ud i vævet på hver sin side af livmoderhalsen.
Stadium III
Kræften kan her have bredt sig til den nederste del af skeden eller vokset helt ud til bækkenknoglen.
Stadium IV
I dette stadium har kræften spredt sig til blære, tarm eller til andre organer. Chancerne for at blive helbredt er større jo tidligere stadium sygdommen opdages i.
Behandling af livmoderhalskræft
Behandling af forstadier til livmoderhalskræft - Cryoterapi
Ved helt overfladiske forandringer på livmoderhalsen kan man anvende cryoterapi, hvor man fryser de yderste cellelag.
Keglebiopsi
Der kan være behov for en keglebiopsi (conisation), hvor man fjerner væv 2-3 cm i dybden og op til 3 cm i diameter. I sjældne tilfælde kan der i det fjernede væv vise sig tidlige stadier af kræft, som behøver yderligere behandling. Keglebiopsien kan foretages enten med kniv eller med laser.
Kirurgi
Standardbehandling for tidlige stadier af livmoderhalskræft er, at man fjerner livmoderhalsen sammen med livmoderen. Dette indgreb kan foretages enten via skeden eller gennem bugvæggen.
Stråleterapi
Strålebehandling anvendes ved de fleste stadier af livmoderhalskræft. Ved behandlingen anvendes sædvanligvis en kombination af udvendig og indvendig strålebehandling.
Den udvendige strålebehandling retter sig mod selve kræftknuden samt nærliggende lymfeknuder. Denne strålebehandling varer sædvanligvis 4-5 uger. Den interne strålebehandling gives koncentreret mod selve kræftsvulsten. Denne behandling gives kortvarig over 1-2 døgn, og foregår under rygmarvsbedøvelse.
Samtidig behandling med kemoterapi har vist sig at forbedre behandlingsresultaterne.
Kemoterapi
Kemoterapi anvendes nu hos en del personer med livmoderhalskræft sammen med strålebehandling. Dette har vist sig at give bedre resultater end strålebehandling alene.
Hos personer med udbredt sygdom, hvor det ikke er muligt at give strålebehandling, anvendes behandling med kemoterapi alene.
Der foregår en vedvarende udvikling af nye behandlinger i kliniske undersøgelser med henblik på at finde de bedste behandlingsmuligheder.
Hvis du vil vide mere
Find supplerende information hos Kræftens bekæmpelse.