Kære Matilde
Jeg kan godt forstå at du føler dig lidt i vildrede, når du her kan læse en anden anbefaling end den din optiker har givet.
Min anbefaling er at du ikke skal stoppe med at bruge Systane, men du skal dog stoppe med at putte en dråbe i kontaktlinsen ved påføring, som du skriver.
I det tidligere svar, som du har set fra min kollega, bliver det oplyst at kontaktlinserne først må sættes ind 10 minutter efter drypning med Systane. Denne anbefaling blev givet af en produktspecialist fra firmaet Alcon, som producerer Systane. Det er derfor vigtigt at du følger den anvisning og ikke anvender Systane samtidig med at kontaktlinsen sidder i øjet.
Generelt ved man at visse personers øjne kræver mere kontaktfilm i øjet når der bæres linser og at disse ofte kan opleve at få problemer med tørre øjne. Det har vist sig at dette i visse tilfælde kan afhjælpes ved at dryppe øjnene morgen og aften, eksempelvis med Systane. Det er dog vigtigt at pointere, at du ikke har kontaktlinserne i når du drypper øjnene, men venter de 10 minutter inden du sætter dem i.
Som svar på dit sidste spørgsmål kan jeg oplyse at Systane øjendråber kan købes på apoteket i 10 ml flaske eller i en pakning med 30 små ampuller af 0,7 ml. De sidst nævnte indeholder ikke konserveringsmiddel, men er så lidt dyrere.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut