Spørg apoteket om øvrige

Hans Pedersen
Her kan du læse øvrige spørgsmål og svar. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Anderledes alkohol problem

Hej

Jeg er en dreng på 17, jeg har haft det lidt anderledes problem at jeg ikke kan drikke mere end en øl, før jeg begynder at føle mig: utilpas, bliver meget varm i ansigtet, kvalme og jeg føler en ubehaglig rus (det er altså alt sammen efter kun en øl!).

Da jeg begyndt at drikke med mine venner, i en alder af 14 år, havde jeg aldrig disse problemer, og kunne godt drikke 6 genstande uden at føle nogen utilpashed. Jeg har prøvet at tvinge mig til at drikke mere, men kunne kun snige mig op på 4 øl, hvor jeg allerede havde det skidt efter den første. Jeg har nu døjet med problemet i næsten et halvt år. Normalt drikkede jeg aldrig mere end 1 gang ugentligt, og sjædent mere end 6 genstande.

Jeg har læst noget om det der hedder "asian flush" og jeg syntes at der er nogle ligheder, på nær at jeg har rent dansk blod i årene. Jeg føler mig usikker når jeg skal i byen, fordi der bliver "forlangt" at man også drikker en øl eller fem. Hvad er der i vejen med mig, og er der en måde at slippe af med det, efterhånden, provokerende problem?

Hilsen Jasper

25-05-2009Svar fra: Hans Pedersen 

Kære Jasper,

Tak for dit spørgsmål.

 

Jeg kan godt forstå, at det er er et ubehageligt problem, men jeg vil anbefale dig, at du lytter til din krop. Din krop fortæller dig, at du ikke kan tåle øl/alkohol og så er det ikke en god idé at udsætte den for det. Det er selvfølgelig svært med det gruppepres du er under.

Spørgsmålet er om det kun er øl du bliver dårlig af, eller om det gælder alle former for alkohol. Hvis det kun er øl du bliver dårlig af, er du formentlig blevet allergisk overfor et af indholdstofferne i øl, og så skal du bare holde dig fra at drikke øl. 

Du nævner dog selv et syndrom kaldet Asian flush, hvilket er et rigtigt godt bud. Det skyldes, at nogle mennesker, specielt asiatiske, har en fejl/mutation i det enzym i leveren, som nedbryder det giftige affaldsstof acetaldehyd ved forbrænding af alkohol og det vil således ophobes i kroppen og faktisk give de symptomer som du beskriver. Selvom det er ekstremt sjældent ,at denne mutation ses hos hvide mennesker, er der fortilfælde. Det der taler imod denne teri er, som du selv siger, at du før i tiden har kunnet drikke øl uden at få disse symptomer. Den eneste måde, som med sikkerhed kan give dig vished om du har en mutation i det føromtalte enzym, er en gentest. Du bliver altså nødt til at opsøge din egen læge og fremlægge dit problem.

Iøvrigt bygger Antabus' virkning på hæmning af dette enzym. Det skal lige oplyses, at metronidazol (et antibiotikum) også har denne effekt som en bivirkning, hvorfor man skal holde sig fra alkohol når man tager det. Jeg formoder ikke, at disse to eksempler er relevante for dig, men jeg synes alligevel lige, at jeg vil nævne dem.

 

Med venlig hilsen

 

Hans Pedersen

Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.