Spørg apoteket om øvrige

Susanne Aggerholm
Her kan du læse øvrige spørgsmål og svar. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Dystoni og THC

Hej. Jeg har en mor, der lider af dystoni/torticollis. Vides det, om (syntetisk) THC kan have en gavnlig virkning på hendes sygdom, og i så fald, kan det så lade sig gøre i Danmark at få ordineret piller el.lign.? Jeg mener at have hørt noget om det i forbindelse med sclerose. Vh

01-01-0001Svar fra: Susanne Aggerholm 

Kære spørger

THC er en forkortelse for Tetrahydrocannabinol. Midlet fås i form af  Marinol kapsler på 2,5 mg. Præparatet er på nuværende tidspunkt ikke indregistreret i Danmark, men hvis lægen ansøger Lægemiddelstyrelsen om det, kan der i visse tilfælde gives en udleveringstilladelse.

Når apoteket har udleveringstilladelsen og en recept fra samme læge, som har fået tilladelsen, kan præparatet skaffes med en dags varsel. Der er ikke sygesikringstilskud til Marinol og prisen ligger pt. på ca. 3000 kr. for 30 kapsler. For at opnå et sygesikringstilskud skal der ansøges om en såkaldt enkelttilskudsbevilling. I USA er Marinol godkendt til brug ved anorexi forbundet med vægttab hos AIDS og cancerpatienter. Endvidere kan det gives til cancerpatienter med kvalme og opkastning, hvor traditionel behandling ikke virker. I Danmark er der desuden givet udleveringstilladelse i forbindelse med smertebehandling af sclerosepatienter.

Det er langtfra alle der behandles med Marinol, der opnår en tilfredsstillende smertelindring. Der  er desuden en høj forekomst af bivirkninger. Der er ingen tvivl om at midlet kan have en virkning på nervesmerter og spasmer, men jeg har ikke kunnet finde dokumentation for effekten i forbindelse med torticollis. Som nævnt er der ikke tale om mirakelmedicin og graden af bivirkninger kan altså overstige en eventuel gunstig effekt. Om midlet kan være en relevant mulighed for din mor, bør I derfor diskutere med hendes læge.

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm

 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.