Spørg apoteket om øvrige

Kai Bylling
Her kan du læse øvrige spørgsmål og svar. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: alkohol stop med piller ej antabus

Her for et stykke tid siden, læste jeg i et blad om en pille der var kommet på markedet. En pille der tager trangen til alkohol efter en tre til 4 genstande,men desværre kan jeg ikke huske hvad pillerne hedder eller har gemt bladet. Er det mon muligt at i kan hjælpe mig med navn og pris på dette preberat. På forhånd tak Janne

26-02-2009Svar fra: Kai Bylling 

Kære Janne

Tak for dit spørgsmål.

Jeg har ikke kendskab til en pille, der helt svarer til de egenskaber, du beskriver, men jeg kan give dig en hurtig oversigt over, hvad der er godkendt på det Danske marked.

Meget kort kan man sige at der er to principper i misbrugsbehandling med medicin. Det ene går ud på at straffe misbrugeren. Det andet princip går på at fjerne eller nedsætte trangen til alkohol.

Antabus er det mest kendte middel. Det virker efter det første princip og kan give stærkt ubehagelige reaktioner, hvis misbrugeren drikker alkohol samtidig med behandlingen. Prisen for et døgns behandling ligger på 2,0-2,3 kroner.

Naltrexon og Campral nedsætter trangen til alkohol. Man kan også sige, at de nedsætter den belønning som alkohol giver misbrugeren i form af bedre humør og velbefindende. Her ligger døgnprisen på mellem 22 og 27 kroner.

Der vil være gode muligheder for økonomisk tilskud til behandlingen, efter ansøgning fra læge.

Ingen af disse midler fjerner mangelsymptomerne (Abstinenserne), der i sig selv er voldsomt ubehagelige. Derfor kan det også være nødvendigt at supplere behandlingen, med f.eks. beroligende midler og antidepressiv medicin. Men medicinsk behandling kan ikke stå alene! For at en afvænning skal lykkes, skal der også være en stærk vilje til ophør hos misbrugeren, samt hjælp fra sundhedsprofessionelle og forståelse fra familie og venner.

Venlig hilsen

Kai Bylling

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.