21-09-2010Svar fra: Simon Nielsen
Hej Troels,
Carnitin er en aminosyre, der spiller en rolle i kroppens forbrænding af fedt. Mange kemiske stoffer findes i 2 former, hvor molekylerne i stoffet er spejlbilleder af hinanden. Det samme gør sig gældende for carnitin.
Der findes L-carnitin og D-carnitin, som altså er 2 kemiske stoffer med samme "formel" men 2 forskellige "billeder".
I de fleste produkter, især dem der er markedsført som lægemidler i andre lande, er det som regel L-carnitin, der er indholdsstoffet. L-carnitin er det virksomme "billede". D-carnitin menes at være uvirksomt, men nogle sundhedsmyndigheder i andre lande har det under observation for farlige bivirkninger.
Naturligt forekommende carnitin vil oftest være en blanding af L- og D-carnitin. Når stoffer skal adskilles kræver det arbejde, og det fordyrer dermed produktet. Derfor vil man sikkert kunne støde på forskellige "billige" udgaver der indeholder en blandning af L- og D- carnitin.
Husk at det som en god huskeregel, er en rigtig god ide at konsultere din læge, inden du tager kosttilskud. Husk også på, at det i vid udstrækning er ulovligt at importere lægemidler fra udlandet, og endelig skal du være opmærksom på at "uautoriserede" kosttilskud ofte indeholder en hel del andre ting, end hvad der er deklareret på pakken.
Med venlig hilsen
Simon Nielsen, farmaceut