Spørg apoteket om øvrige

Mia Karlsen
Her kan du læse øvrige spørgsmål og svar. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: phenergan / længerevarende brug

Er 55 år og har døjet med at sove tilstrækkeligt ( fik ofte 4-5 timer). Jeg tager nu en phenergan 25 mg hver aften og sover rigtig godt nu. Men er det usundt at bruge over en længere periode?

29-04-2009Svar fra: Mia Karlsen 

Kære Camilla.

Phenergan er et lægemiddel, der indeholder stoffet Promethazin. Det er et antihistamin, som man bruger til bl.a behandling af høfeber. Desuden bruges det, som sløvende/sederende, altså som sovemedicin,  og til transportsyge. Det er ikke vanedannende, og derfor er der ikke den risiko, som der er med Benzodiazepiner(se nedenfor), for at stoffet ikke virker på længere sigt, eller at man får bivirkninger uden den ønskede virkning. De mest almindelifge bivikninger ved Promethazin er mundtørhed (hvilket kan afhjælpes med f.eks sugetabletter, som kan fås i håndkøb på apoteket) og døsighed, hvilket i dit tilfælde er ønskværdigt.

Man må ikke bruge Promethazin, hvis man lider af søvnapnø (altså har perioder i søvnen, hvor man holder op med at trække vejret), har glaucom (stær), eller hvis man har  vandladningsbesvær på grund af prostataproblemer. Hvis man er gravid eller ammer, skal man, som altid, tale med sin læge før man bruger det.

Man bør være forsigtig med bilkørsel og maskinbetjening, hvis man bruger Promethazin, på grund af den sløvende effekt. Stoffet virker i mellem 4 og 12 timer, men det tager  op til 14 timer, for bare at halvere mængden af stoffet i kroppen og man kan derfor godt have en virkning af det dagen efter, hvis man har brugt det som sovemedicin.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man ikke sover godt. En af dem kan være, at man, efterhånden som man bliver ældre, ikke producerer det stof, som kroppen bruger til at regulere vores søvnrytme med. Hvis det er det stof, man mangler, så kan man få et lægemiddel, som virker ved at erstatte det stof, kroppen mangler. Det kan man tale med sin læge om. Det er desværre ret dyrt, men alt er jo relativt, og hvis det kan afhjælpe ens søvnproblemer, og dermed give en forbedret livskvalitet, så kan man jo afgøre, om det er prisen værd.

Andre metoder til bedre søvn kan være, at øge sin fysiske aktivitet, så man altså bliver fysisk udmattet, på den gode måde. Frisk luft – f.eks. en gåtur om aftenen, hjælper også ofte.

Der er måske mange, som ikke kan sove , fordi dagens problemer – eller projekter, kører rundt i hovedet på dem. Der findes simple metoder til at få ”clearet” / renset tankerne ud, så man ikke fokuserer på dem. – igen, kan en god gåtur, være med til, bogstaveligt talt, at ”blæse én igennem”. Meditationsteknikker, hvor man tænker på en dejlig blomstereng eller ens eget private lille "paradis", kan være med til at få hjernen til at slappe af og slippe dagens stress.

Traditionelle sovemidler, det vil sige Bezodiazepinerne og lignende, bør man undgå, hvis ens søvnproblemer er af mere permanent karakter. Man kan naturligvis godt bruge Benzodazepinerne i kortere perioder, f.eks i forbindelse med en sorg eller lign. Men kroppen bliver allerede afhængig af stoffet, efter ca. 14 dage, hvorefter man ikke oplever nogen gavnlig effekt, men derimod sagtens kan have bivirkninger – f.eks i form af en slags ”tømmermænd”, hvor kroppen er sløvere end normalt. Det er bl.a derfor lægerne nu, i stigende grad, er påpasselige med at udskrive disse midler.

Phenergan kan fås i håndkøb på apoteket, uden recept.

 

Jeg håber,  det gav dig et brugbart svar.

Med venlig hilsen

Mia Karlsen, Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.