Hej Djinnie
Når man behandler allergi medicinsk er det ikke så afgørende, hvad man er allergisk overfor. En typisk forebyggende eller akut medicinsk behandling består af antihistaminer, men kan også være en
allergivaccination. Allergivaccination ved kæledyrsallergi bruges dog kun overfor hund og kat.
Behandlingen afhænger af, om du selv har marsvin/har daglig kontakt med marsvin eller kun sjældent er i kontakt med marsvin.
Har du sjældent kontakt med marsvin, kan du nøjes med at tage en tablet 1 times tid inden kontakt. På den måde kan du være heldig helt at undgå symptomer. Du kan også supplere med øjendråber, hvis tabletter ikke er nok. Når du får udslæt er det ikke nok kun at bruge øjendråber.
Har du ofte kontakt med marsvin, kan du være tvunget til altid at tage tabletter med antihistamin og evt. også øjendråber.
Antihistaminer og andre typer af allergimedicin kan købes i håndkøb på apoteket. De fås også via recept, evt. med tilskud.
Apoteket kan hjælpe dig med at finde den rette medicin til netop dit behov.
Med venlig hilsen
Helen Smed
Farmaceut
Jeg kan anbefale dig at se Video om øjendråber