Spørg apoteket om astma og allergi

Rikke Løvig Simonsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om astma og allergi. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Allergimedicin under graviditet

Kære Rikke

Jeg har et spørgsmål vedr. graviditet og græspollenallergi. Normalt tager jeg både tabletter, næsespray og øjendråber over hele græspollenperioden. Nu er jeg blevet gravid og er i tvivl omkring, hvad der tilladt for mig at benytte.

På forhånd tak.

Rie

13-06-2007Svar fra: Rikke Løvig Simonsen 

Hej Rie

Når du er gravid, skal du altid snakke med din læge først, før du bruger medicin. Grunden er, at man ikke udfører forsøg på gravide, og man ved derfor ikke helt, hvordan det påvirker fosteret. De fleste allergimidler har været på markedet i mange år, og der er mange gravide, der har anvendt dem uden, at man har set påvirkning på fosteret. Du vil derfor formodentlig kunne bruge samme medicin som du plejer, men du skal lige tale med lægen om det først. Der findes en del øjendråber og næsesprays som du kan bruge uden
at kontakte lægen, da de kun virker, der hvor de bliver anvendt. Jeg vil dog alligevel anbefale dig, at kontakte lægen før du køber medicinen.

med venlig hilsen

Rikke Løvig Simonsen
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.