Kære Vibeke
Tak for dit spørgsmål.
Der er ikke udviklet specielle antihistaminer til behandling af atopisk eksem.
Ifølge Lægemiddelkataloget online, foreslås: Sederende antihistaminer ved kløende tilstande, hvor sedation er ønskelig, f.eks. atopisk dermatit og senil pruritus.
Den sederende effekt eller rettere den sløvende effekt antyder, at de fortrinsvis skal anvendes til natten, da disse præparater er mærket Trafikfarlig med den røde trekant, dvs. de nedsætter reaktionsevnen. De går under navne, som: Marzine, Phenergan, Polaramin 2mg, Postafen, Prometazin, Sepan og Tavegyl og fås i håndkøb. Spørg på dit lokale apotek og prøv dig frem med små portioner indtil du evt. finder det produkt der er bedst for dig.
Du stiller spørgsmål, der bedst kan besvares efter at du er blevet undersøgt af en specialist i hudsygdomme. Meget kort og generelt kan man sige, at årsagerne til atopisk eksem kan ligge i dels et irritationselement f.eks. forbundet med hygiejne og dels i et allergisk element. Hvad der er den præcise årsag i dit tilfælde kan jeg ikke vide, men hvis der er tale om et allergisk element, vil der kunne være en vis virkning af antihistaminer.
De fleste atopikere har tør hud og det gælder om, at styrke huden så godt som muligt. Derfor anbefaler man altid at bruge en fed hudcreme til den daglige hudpleje. Vælg produkter uden parfume og prøv dig frem med små portioner, indtil du finder det der er bedst for dig. Spørg på dit lokale apotek og fortæl at du er atopiker.
Når du har sår på huden, er det meget vigtigt at du sørger for en god håndhygiejne. Du kan f.eks. vaske hænder med en desinficerende sæbe (med indhold af klorhexidin) når du har rørt ved sårene. Hvis du i perioder har kraftige symptomer, kunne du spørge din praktiserende læge eller apoteket til råds, mht. brug af desinficerende sæbe på kroppen i disse perioder.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut