Kære Doris
Desværre findes der ikke nogen piller som kan kurere dig for din laktoseintolerans.
Laktoseintolerans er kroppens manglende evne til at nedbryde mælkesukker, hvilket så medfører symptomer fra mave-tarmkanalen efter indtagelse af mælk eller andre mælkeprodukter.
Det som du selv kan gøre er at eliminere laktose fra din kost. Det er individuelt hvor følsom man er for nedsat optagelse af mælkesukker. Nogle kan godt tåle lidt laktose i kosten og andre kan slet ikke tåle noget.
I hvilke produkter findes laktose: Mælk, smør, margarine, surmælksprodukter, mælkepulver, chokolade, mange typer af præfabrikerede fødevarer og også som hjælpestof i mange tabletter.
I hvilke produkter findes laktose ikke: Sojaprodukter, rismælk, havremælk, mandelmælk og kokosmælk. Mælkefrie plantemargariner og mælkefri chokolade.
Andre navne for indhold af mælk i fødevarer: mælk, mælkepulver, casein, caseinat, vallepilver, lactalalbumin, animalsk margarine, bagermargarine etc.
Det bedste råd jeg kan give dig er, at tage kontakt til en diætist, som vil kunne hjælpe dig til at sætte din kost fornuftigt sammen. Herved sikre du at du ikke får laktose i kosten, og at du også får de kosttilskud, som du vil komme til at mangle ved ikke at indtage mælkeprodukter, her tænker jeg på calcium, magnesium og D-vitamin.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut