Simon Nielsen

Spørg apoteket om astma og allergi

Her kan du læse spørgsmål og svar om astma og allergi. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Piller mod astma

Jeg læste i en bog, på et venteværelse, at man nu kan få tabletter mod astma. Leukotrien-antagonister. De skulle ikke indeholde binyrebarkhormon, som jeg er meget ked af, at bruge. Men jeg kan ikke rigtigt finde nogle oplysninger om disse tabletter. Kan i fortælle lidt om dem?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Iben

01-01-0001Svar fra: Simon Nielsen 

Hej Iben,

Tak for spørgsmålet.

Det er rigtigt at man kan få tabletter der hjælper mod astma. Tabletterne du tænker på er sikkert dem der hedder Singulair. Disse tabletter indeholder et stof kaldet montelukast og det er en såkaldt leukotrien-receptorantagonist. Når man oplever en allergisk reaktion danner vores krop bl. a. stoffer kaldet leukotriener. Disse leukotriener omdannes i kroppen til andre aktive produkter heraf en kaldet LTD4.

LTD4 er et af de stoffer der er skyld i at de små bronkier i lungerne trækkes sammen og skaber tilfælde af åndenød. Stoffet sætter sig på receptorer (modtagestationer) i bronkierne og skaber sammentrækningen. Måden hvorpå Singulair virker er netop at blokere receptorerne i bronkierne, således at LTD4 ikke kan udføre dets normale virkning. Det indebærer at mange astmatikere der bruger denne tablet ikke oplever de karakteristiske anfald af åndenød.

Singulair er receptpligtigt og det skal pointeres at ikke alle astmatikere kan nøjes med at få Singulair. Det bliver ofte anvendt i kombinationsbehandling med inhalationssteroid, dog i mindre doser end man ellers skulle bruge for at blive symptomfri. Man tager en 10 mg tablet dagligt som voksen. Tabletterne er forholdvis dyre, men er tilskudsberettigede fra sygesikringen.  

Stoffet har ikke nogen væsentlige interaktioner med andre stoffer, dog er der et par tilfælde hvor der kan være noget, men tag en snak med din læge eller dit apotek om det.

Jeg håber du fik svar på dit spørgsmål

 

Med venlig hilsen

Simon Nielsen

Farmaceut