Lise Larsen

Spørg apoteket om astma og allergi

Her kan du læse spørgsmål og svar om astma og allergi. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Udslet af Zitromax

Hej Lise

Jeg vil gerne spørge om Hexabotin 250 mg tabl må deles eller eventuelt knuses, da jeg har svært ved at sluge disse piller hele.
Jeg vil også gerne spørge, om disse piller indeholder det samme stof som Zitromax. Jeg er nemlig i tvivl om, at jeg kan tåle disse piller. Jeg fik et nældefeber-ligende udslet på hele kroppen af Zitromax, som ikke vil gå væk i januar måned. Men det kan dog også være, at dette udslet skyldes en infektion med Stafylokker på huden. Det er der ikke nogen, der kan give mig et svar på. Jeg er lidt nervøs ved at skulle tage Hexabotin, hvis det vil forvære mit udslet.

Med venlig hilsen

Niels

24-06-2004Svar fra: Lise Larsen 

Kære Niels!
Tak for dit spørgsmål.

Det virksomme stof i Hexabotin tabletterne er erythromycin. Dette stof er meget ustabilt over for syren i maven (og kan miste sin virkning i mavesyren). Det er derfor ikke er hensigtsmæssigt at knuse Hexabotin tabletter. 250 mg's tabletter er runde og uden delekærv og kan derfor ikke deles. Tabletterne findes også i 500 mg, som har delekærv og kan derfor halveres. Du kan evt. i stedet tage 1/2 af disse, hvis du synes de virker nemmere at sluge.

Zitromax indeholder det virksomme stof azithromycin og er således ikke identisk med det virksomme stof i hexabotin. Overordnet hører de til samme type antibiotikagruppe, nemlig det man kalder makrolidantibiotika. Alle præparaterne i denne gruppe har samme virkemåde. Der er dog små forskelle i deres virkningsspektrum og betydelige forskelle i deres farmakokinetik (de forhold, som fx bestemmer optagelsen, fordelingen og udskillelsen af lægemidlet i kroppen).

Det er desværre umuligt at forudse, om du vil kunne tåle Hexabotin eller ej. Generelt siger man dog at makrolidantibiotika kun sjældent giver anledning til allergiske reaktioner.

Med venlig hilsen

Lise Larsen
farmaceut

Læs også: