Spørg apoteket om børn

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om børn og baby. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Penicillin til små børn

hjælp, hvad gør jeg. Min søn har igen igen fået mellemøresbetændelse. Men han næger at indtage miksturen. Det gik så vidt, at efter at have blandet det med saft nægtede han at drikke i flere timer efter. Han er to.

Hilsen 
Tanja

05-10-2008Svar fra: Susanne Aggerholm 

Kære Tanja

To år og en bestemt herre, der har fundet ud af, at penicillinmikstur ikke smager godt uanset hvordan den bliver serveret! Du har muligvis prøvet adskillige ting, men jeg håber, at følgende kan give dig lidt fornyet inspiration.

Skab tryghed og ro ved situationen. Alle kvikke to-årige mærker straks, hvis mor eller far er det mindste anspændte ved situationen. Og det er man, når man som jer allerede har gjort sig negative erfaringer med det at give medicin. Prøv også at skiftes til at give medicinen. Hvis I er to om det, kan man på den måde skiftes til at være den ”onde”.

Præmier for god opførsel er en anden mulighed. En belønning kan altså være helt i orden, når man har taget medicinen, selvom man ikke bryder sig om den. Det kan være vingummi, banan, is, chokolademælk eller lignende, der samtidig tager den bitre eftersmag af medicinen.

Der findes også et hjælpemiddel, som er beregnet til at give flydende medicin til mindre børn i alderen 0-6 år. Hjælpemidlet kan forhandles eller kan bestilles på apoteket.

Det er normalt bedst at sprøjte miksturen ind i siden af kinden. Lige ind, kommer det også lige ud igen, men ved indsprøjtning langs mundvigen stimuleres synkerefleksen, inden medicinen når at bliver spyttet ud igen.

Når han bliver lidt ældre, kan man lade ham sutte på en isterning før og efter. Det mindsker den grimme smag. Af samme grund smager miksturen mindre grimt, hvis den er køleskabskold eller blandet med iskoldt saft.

Sidste mulighed er at give ham tabletter i stedet for mikstur. En toårig er dog sjældent i stand til at synke tabletter, men gør i stedet følgende: Knus tabletten og bland den med yoghurt, gerne i en smagsvariant, din søn kan lide. Derved opnås to fordele: Den bitre smag af den pulveriserede tablet skjules og yoghurt, er noget man typisk bare synker uden at tygge.

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm

Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.