Spørg apoteket om ernæring og vægtproblemer

Mia Karlsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om ernæring og vægtproblemer. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: 18 år og vækstproblemer

Hej Mia

Jeg er en ung pige på 18. Jeg er spinkel og er 154 høj, vejer 42kg. Jeg vil gerne vide om man stadig kan nå at vokse og udvikle sig efter man er 18år gammel og efter sin menstration? ved at tage kalk piller eller vitamin piller? Jeg har haft menstration i snart 5-6år, og jeg har hørt at man kun vokser et par cm efter sin menstration. Efter min mors død har jeg haft det sværtæ. Det gik ned af bakken, og jeg holdt op med at spise og mistede appitten. Men nu er jeg frisk igen :) Jeg spiser ikke særligt sundt, uanset hvad jeg spiser, kan jeg ikke tage på eller vokse. Mit andet større problem er, at jeg slet ingen bryster har. Jeg har dog lidt, men kan ikke engang udfylde en 70A skål. Vil det sige, at jeg kommer til at have "drenge bryster" resten af mit liv? Er der ikke et eller andet, der virker bortset fra kirurgi? Kan jeg stadig nå at vokse nu ved at tage vitamin piller? Eller er det "Game Over" og noget, jeg skulle havde gjort for længst?

håber virkelig at du kan hjælpe mig!!!!

Hilsen
"Den unge pige"

23-02-2009Svar fra: Mia Karlsen 

Kære ”unge pige”

Tak for dit brev. Jeg starter lige med lidt generelt om vækst:

Hvad er væksthormonmangel?
Væksthormon er et hormon, der udskilles fra hypofysen. Hypofysen er en lille kirtel på undersiden af hjernen. Et hormon er et signalstof, der passer til en bestemt modtager (receptor) i kroppen, som sender signaler videre til hjernen om, hvilke processer, der skal sættes igang, f.eks vækst.

Hvorfor får man væksthormmangel?

Væksthormonmangel, i bred forstand, kan skyldes en kromosomfejl, som kan være arvelig. Iltmangel ved fødslen og sygdom i hypofysen, hjernen eller leveren kan også give væksthormonmangel. Ofte er der dog ingen sikker forklaring.

Under barndommen og puberteten vokser mennesket og udvikler sig til det voksne, kønsmodne menneske. Væksten er afhængig af væksthormonerne, men også af forskellige andre gunstige forhold- bl.a. fornuftig kost, tilstrækkeligt med søvn. Forhold, som sorg og tab af nogen man holder af, kan også sætte udvikling i stå. Andre forhold som fx anoreksi, hvor man har sultet sig selv i længere perioder, kan sætte kønsudviklingen helt i stå. Det er kroppens måde at beskytte sig på, og kun koncentrere sig om ren overlevelse og de livsnødvendige organers funktioner.

Nogle mennesker har ikke tilstrækkeligt med køns- og væksthormoner. Piger med det såkladte Turnersyndrom, mangler det ene X-kromosom, og kan ikke selv danne disse signalstoffer. I sådanne tilfælde kan man give ekstra hormon ved indsprøjtning. Dette skal helst ske inden man er færdigudvokset, for at have den bedste effekt, men nogle gange kan behandling af voksne komme på tale.

Du har jo fået menstruation, og det er et godt tegn på, at du er normal fysiologisk. Din vægt er ret lav i forhold til din højde, (BMI 17.71 hvilket betegnes som undervægtig)men det er ikke i sig selv et fysiologisk problem, hvis du er sund og rask og har energi. Folk, der spiser usundt har brug for ekstra vitamintilskud, og bl.a kalk og D3 vitamin er nødvendigt for at vores knogler kan vokse. Knoglerne vokser nemlig heletiden, og skal have disse næringstoffer, så man undgår knogleskørhed. Undervægtige mennesker har ofte ekstra behov for kalk og D3. Man kan blive undersøgt hos sin egen læge, for mangel på D3. Knoglevæksten giver ikke vækst i højden eller kropsmæssigt, men styrker vores skellet, så vi ikke falder sammen, og ikke så let brækker noget ved fald eller stød.

Du skriver ikke om du har talt med din læge om dine problemer, men det synes jeg du bør. Beskriv til ham/hende så udførligt, som muligt, hvordan du har det og har haft det, og hvorfor du ønkser behandling.

Om du kan få behandling, hormonmæssigt til udvikling af dine bryster vil afhænge af en lægelig vurdering, Du må tale med din egen læge om det, og så kan du evt. blive henvist til en specialist.

Jeg synes det ville være godt, om du fik lov til at tale med en dietist, som kan vejlede dig i god kost. Det kan hjælpe til at finde en sundere kostplan, som du også kan tage på af, på en sund måde.

Mange venlige hilsner

Mia Karlsen, Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.