Hej Katinka
De såkaldte grønne recepter/ernæringsrecpter gælder i 6 måneder fra den dag, der er stemplet på den. De kan bruges til modermælkserstatning og også ernæring til voksne – f.eks efter en operation, ved kræftbehandling, hvor man mister appetitten og kan have kvalme, eller til ældre, som er småtspisende og har svært ved at få dækket det daglige behov ved deres vanlige kost.
Produkterne kan også købes i håndkøb, og det er her forvirringen kommer ind i billedet, tror jeg.
Receptpligtigt medicn koster det samme for dig, uanset hvilket apotek du vælger (her gælder også andre tilskudsregler).
Lægemiddelstyrelsen giver 60 % af prisen af ernæringspræparater på den grønne recept, men da præparaterne ikke er receptpligtige og som sagt kan købes i håndkøb uden recept, bestemmer det enkelte apotek selv, hvor meget salgsprisen skal ligge på. Dette er helt lovligt og følger købeloven. Derfor kan prisen godt variere fra apotek til apotek, da apotekerne hver for sig er en privat virksomhed. Du får altså tilskud til 60 % af den pris, som apoteket har fastsat.
Jeg håber dette besvarede dit spørgsmål.
Med venlig hilsen
Mia Karlsen, farmaceut