Kære Mia
Tak for dine spørgsmål vedr. stoffet efedrin.
Efedrin er et stof, som er nært beslægtet med amfetamin (speed). Det stimulerer det sympatiske nervesystem, som er rigt repræsenteret i kroppens organer, hvilket betyder at mange funktioner i kroppen bliver påvirket af efedrin. Det betyder så også, at efedrin har mange potentielle bivirkninger.
Efedrins slankende effekt skyldes ,at det stimulerer stofskiftet samt virker appetitnedsættende. Det blev brugt i Danmark i præparatet Letigen, som altså nu er blevet forbudt. Grunden til, at det blev forbudt var lige nettop bivirkninger. Efedrin har specielt en dårlig virkning på kredsløbet. Det påvirker både hjertet og blodkarrene og der blev set tilfælde, hvor folk fik en blodprop.
Mennesker er forskellige både hvad angår arv og miljø, hvilket dermed har indflydelse på de bivirkninger de eventuelt måtte opleve i forbindelse med indtagelse af f.eks. efedrin. Det er derfor muligt, at nogle mennesker bedre ville kunne tåle efedrin end andre. Som du selv skriver har du erfaringer med, at mange i din bekendtskabskreds har indtaget stoffet uden nogle synlige bivirkninger. Problemet er, at man ikke, på forhånd, kan vide hvem der kan tåle og hvem der ikke kan tåle stoffet.
Der er absolut en god grund til, at dette stof blev forbudt, og jeg vil ikke anbefale dig at indtage efedrin hverken som slankemiddel eller af andre årsager.
Med venlig hilsen
Hans Pedersen