Spørg apoteket om ferier og rejser

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om ferier, rejser og transport. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Kan man anvende EarPlanes forkert?

Hej. Jeg har store problemer med propper i ørerne under flyrejser. Jeg kan ikke udligne trykket på nogen måde. De få gange jeg har været ude at flyve, har jeg hver gang måttet gå 1-2 uger med en infektion, mellemørebetændelse, når jeg er kommet hjem. Sidst jeg fløj (for ca. 7 år siden) anvendte jeg efter lægens anvisning en næsespray i et par dage inden flyveturen, samt en time før og under turen. Jeg anvendte desuden EarPlanes. Jeg har søgt og søgt alle vegne, men har ikke kunnet finde nogle der mener Ear Planes IKKE har fungeret. Et spørgsmål er derfor, om jeg kan have anvendt dem forkert? De virkede overhovedet ikke på mig, i hvert fald havde jeg meget stærke smerter på hjemturen, havde propper i ørerne i 4 dage efter landgingen, trods jeg var blevet punkteret flere gange de første dage efter, og fik penicillin mod betændelse. Til sidst fik jeg lagt et dræn i øret. Hvis det viser sig at EarPlanes bare ikke har virket på mig, er der så andre muligheder? Eller skal jeg bare acceptere, at jeg ikke kan tåle at flyve?

Hilsen
Mette

17-03-2008Svar fra: Susanne Aggerholm 

Kære Mette

Ved korrekt anvendelse er EarPlanes rigtig gode til at udligne tryk i ørerne under flyveture. På apoteket findes der desuden et enkelt andet fabrikat af ørepropper end EarPlanes til brug under flyveture. Dette fabrikat har den fordel, at ørepropperne kan genanvendes mange gange, hvilket EarPlanes ikke kan. I vejledningen til disse ørepropper, står der følgende om anvendelsen: Træk øret opad og ud og sænk underkæben. Anbring øreproppen i øregangen med en letdrejende bevægelse, til den slutter tæt, men bekvemt i øret. Pres aldrig hårdt. Gør det ondt, så fjern propperne og prøv en anden størrelse. Kontrollér at øreproppen dæmper evt. bagrundsstøj og at du kan høre din egen stemme. I modsat fald er proppen ikke anbragt rigtig eller størrelsen er forkert. Desuden er det vigtigt at ørepropperne er anbragt i ørerne inden kabinedøren lukkes og først fjernes når døren atter er åbnet.

Som du kan læse af vejledningen er der flere muligheder for forkert anvendelse. Især valg af korrekt størrelse øreprop er meget vigtig. Det er muligt, at du kan have fordel af at vælge en mindre størrelse end den, der sædvanligvis anvendes til voksne. I dit brev skriver du, at smerterne opstod på hjemturen. Det trykudlignende filter i EarPlanes påvirkes af røg, pollen, bakterier og andre mikroskopiske partikler i omgivelserne. De kan derfor ikke genbruges uendeligt. Dette kan være årsagen til generne på hjemturen. En anden faktor kan være, hvis du samtidig har været forkølet eller har haft en allergisk reaktion. Selv de bedste ørepropper kan ikke reducere generne herfra. Jeg synes bestemt ikke at du skal acceptere, at du ikke kan tåle at flyve, før alle muligheder er opbrugt. Du kan eksperimentere med fabrikat og størrelse af øreprop og sørge for at følge producentens vejledning nøje, ligesom du endelig skal fortsætte med supplerende brug af næsespray på dine fremtidige flyveture. Og som en sidste ting bør du undlade at flyve, hvis din næse i forvejen er tilstoppet pga. forkølelse eller allergi.

Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm


 

Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.