Hej,
Tak for spørgsmålet.
Sådan som jeg læser dit spørgsmål er du endnu ikke gravid men påtænker at blive det? Hvis du stopper med dine P-piller i slutningen af januar og derpå har menstruation vil der jo gå ca. 14 dage afhængig af din cyklus inden du når din frugtbare periode og så vil det nok nærmest være i slutningen af jeres rejse du vil kunne blive gravid. Det vil sige du muligvis ikke er gravid når rejsen starter.
Umiddelbart er den myggespray der oftest anbefales på apoteket af mærket Autan. Den indeholder kun stoffer der er godkendt af Miljøstyrelsen her i landet og er godkendt til brug mod bl. a. tropiske myg. Jeg har ikke kunnet se om den er godkendt til brug på gravide, men der er ikke nævnt noget om det på flasken , det eneste der står er at det ikke må anvendes til børn under 2 år så noget tyder på det ikke er en god ide. Det er jo beregnet til at spraye på huden, men der kan selvfølgelig trænge noget stof igennem til blodbanen så spørg eventuelt din egen læge. Hvis du meget gerne vil vide det med sikkerhed kan du eventuelt kontakte firmaet Bayer A/S der sikkert kan oplyse dig det. Jeg kan ikke se om det er en almindelig "turistrejse" eller om i skal ud i lidt mere øde områder. Det er ihvertfald en god ide at kigge her for at få gode råd om vaccinationer og andre ting i forbindelse med jeres tur http://www.vaccination.dk/ . Husk at oplyse din læge eller den der skal foretage vaccinationerne inden i tager afsted om at du er / påtænker at blive gravid. Det er også vigtigt at forebygge så vidt muligt med tøj og myggenet.
Det man normalt anbefaler ved diarre er stoffet loperamid, der hurtigt virker ved at "stoppe" tarmens bevægelser. Det er dog ikke godkendt til gravide men det du måske heller ikke blevet endnu. Man kan også medbringe en pakke antibiotika i tilfælde af at man får et alvorligt maveonde, eller andre infektioner og man ikke lige kan opnå lægehjælp. Hvis ikke diarreen er voldsom eller besværliggør jeres tur er det ofte en god ide at lade den rase ud, idet det er kroppen der skiller sig af med de "dårlige" stoffer. Husk imidlertid at få drukket rigeligt med væske så man opretholder saltbalancen.
Jeg håber du fik svar på dine spørgsmål og jeg håber også i får en god tur.
Med venlig hilsen
Simon Nielsen
Farmaceut