Spørg apoteket om graviditet og amning

Camilla Lauemøller
Her kan du læse spørgsmål og svar om graviditet og amning. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Igangsættelse af menstruation efter graviditet

Hej

Jeg fødte i oktober 2008, og vil nu gerne have endnu et barn. Jeg havde svært ved at blive gravid første gang, da jeg har en meget uregelmæssig cyklus (4-8 uger) og til dels manglende ægløsning. Efter jeg har født har jeg endnu ikke fået min første menstruation, hvilket formentligt skyldes, at jeg ammer. Amningen er dog efterhånden nede på et minimum, men jeg har stadig ikke fået menstruation. Jeg har gennem den seneste måned benyttet mig af ægløsningstest, men ingen har endnu været positive. Findes der et middel til at igangsætte menstruation og ægløsning, og kan dette i givet fald tages samtidig med at jeg ammer (ca. 1-2 gange dagligt)?

På forhånd tak
Mvh Carla

08-06-2009Svar fra: Camilla Lauemøller 

Kære Carla

Tak for dit spørgsmål. Ja, der findes præparater, der fremme ægløsningen. Præparaterne ordineres af en speciallæge indenfor fertilitetsbehandling. Man vil ikke i gangsætte en sådan behandling mens du stadig ammer dit første barn. Som du selv nævner, har amningen i en eller anden grad en hæmmende virkning på ægløsningen og dermed på din menstruationscyklus. Det er ikke på nuværende tidspunkt helt klarlagt hvordan denne ægløsningshæmning helt hænger sammen, for som du selv nævner, er det selvfølgelig at betydning, hvor ofte du ammer, men også andre faktorer spiller ind. 

 

Jeg synes derfor du skal nyde at amme dit første barn, så længe som du nu ønsker og når du er færdig med at amme, så kommer din cyklus snart i gang igen.

Held og lykke med det!

Med venlig hilsen

 

Camilla Lauemøller

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.