Kære Majbritt
Tak for dit spørgsmål.
Først vil jeg fortælle dig, at der altid vil løbe noget sæd ud med det samme og også i timerne efter. Det gør ingen forskel, om du løfter benene efter sex. Du kan hoppe, løbe eller stå på hovedet - resultatet bliver det samme.
Jeg kan ikke afgøre, hvorfor du endnu ikke er blevet gravid. Det kræver en lægelig undersøgelse.
Jeg vil anbefale dig at bruge ægløsningstests for at undersøge, om du overhovedet har ægløsning eller for at finde det optimale tidspunkt at blive gravid.
Din mand kan aflevere en sædprøve og få den undersøgt for sædkvalitet og antal sædceller, det kan han aftale med sin læge.
Det er op til jer selv, om I allerede nu vil kontakte lægen og bede om at få undersøgt årsagerne til, at du ikke er blevet gravid. Det er ikke usædvanligt, at der går flere måneder, inden man bliver gravid. Der er kun ca. 30 % chance for at blive gravid - selvom man dyrker sex på tidspunktet for ægløsning.
Hvis I får den kedelige besked, at I har svært ved at få et barn sammen, kan jeg anbefale jer at læse artiklerne om ufrivillig barnløshed og behandling.
Med venlig hilsen
Helen Smed
Farmaceut