Kære Vera
Tak for dit spørgsmål.
Jeg har ikke noget bud på et receptfrit produkt uden acetylsalicylsyre. Din mand bør, sammen med sin læge, vurdere om risikoen for blodpropper nødvendiggør en forebyggende behandling med et lægemiddel.
Begrundelsen for at tage acetylsalicylsyre ved lange rejser, hvor man sidder stille, er at undgå tendens til blodpropper i benene. Det er billigt og effektivt, men må selvfølgelig ikke bruges, hvis man i forvejen er i behandling med andre blodfortyndende midler eller er allergisk overfor stoffet.
Anvendelse af lette støttestrømper, kan styrke blodcirkulationen i benene og dermed nedsætte risikoen for blodpropper og vand i benene (ødemer), selvom man sidder stille i længere tid. Spørg på apoteket.
Det hjælper også at rejse sig og gå lidt rundt i flyet, når der er mulighed for det, og så er det en god idé at planlægge bilturene, så der er plads til stop undervejs. Men effekten af disse gode råd kan ikke stå alene, hvis din mand har fået konstateret en øget tendens til dannelse af blodpropper.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut