Spørg apoteket om hjerte og kredsløb

Simon Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hjerte og kredsløb. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Hjertemagnyl til alle over 40?

Hej Simon

Da jeg forleden fortalte min læge, at jeg var begyndt at tage hjertemagnyl som forebyggelse, sagde han, at det ikke var en god ide, da jeg ikke fejlede noget. Han sagde, at hjertemagnyl fortynder blodet og ved en blodprop i hjernen kunne det give større skader p.g.a. fortyndingen. Jeg havde ellers hørt at det var en god ide. Han sagde et glas rødvin var bedre i ny og næ. Hvad siger I? VH Luisa

09-06-2010Svar fra: Simon Nielsen 

Hej Luisa,

Det er helt rigtigt, at man ikke har den store gevinst af at indtage Hjertemagnyl, medmindre der er forhold der gør, at man bør gøre det. Din læge har ret i, at den blodfortyndende virkning til tider kan gøre mere skade end gavn.

Hjertemagnyl som svagt blodfortyndende middel er som regel kun anbefalet, hvis man har haft blodpropper, har familiær disposition (arveligt belastet) eller andre specifikke lidelser. Så i dette tilfælde ville jeg lytte til lægen og i stedet indtage et glas rødvin i ny og næ :)

Med venlig hilsen

Simon Nielsen, farmaceut
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.