Kære spørger
Grunden til, at din gynækolog anbefaler Cerazette frem for Microgyn, er at sidstnævnte indeholder østrogen. Østrogen kan påvirke mælkeproduktionen negativt. Udover at mængden af modermælk nedsættes kan mælkens sammensætning ændres. Det betyder næppe noget set fra et ernæringsmæssigt synspunkt, men nogle børn afviser modermælken, hvis den pludselig smager anderledes.
Cerazette indeholder kun gestagen, hvorfor amningen kan fortsætte uden problemer. Intet tyder på, at de hormoner, der overføres med modermælken til barnet har en skadelig indvirkning på spædbarnets sundhedstilstand.
Med hensyn til humøret er risikoen for at få humørsvingninger/depression den samme, uanset om du tager Cerazette eller Microgyn. Humørsvingningerne kan dog også skyldes, at din egen hormonbalance stadig er i ubalance efter fødslen, og at det at få et barn kan være dejlig, men voldsom oplevelse. Det er dit eget valg om du vil stoppe med p-pillerne, men det kan være en god ide at alliere dig med din læge, så du kommer bedst muligt igennem forløbet.
Med hensyn til præventionsformer vil jeg foreslå dig at besøge vores præventionssite http://www.apoteket.dk/praevention.aspx
Her kan du orientere dig om de forskellige muligheder og tage en test, der kan spore ind på, hvilke præventionsformer, der kunne være gode for dig.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm,
farmaceut